Tirsdag d. 15. oktober, Bellizona, Svajts (jeg *hader* virkelig at stave til det land, så her kommer det på norsk)
Der er skyer på toppen af bjergene, og rundt om de højeste, vi kører og kører hen over Alperne. Ifølge GPS'en er der kun nogle få timer til destinationen og lige nu sover Fjord endda.
Om at køre ”kun til kanten” og om fordelene ved old school atlas.
I nat sov vi lige i grænselandet mellem Østrig, Svajts og Italien. Vi kørte til kanten af børnenes kræfter, men fordi de voksne havde sovet godt, og Fjord for første gange på rejsen havde sovet til middag i bilen, kunne det godt lige gå. Da Storm virkelig, virkelig ikke kunne mere besluttede vi dog at køre videre fra en af de helt små toilet-stop rastepladser, hvor der kan holde tre lastbiler og tyve personbliver og man befinder sig otte meter fra motorvejen. Der var bare ikke fedt. For meget lys, for megen larm, for mange mennesker hele tiden. GPS'en hjalp ikke ret meget, men vores gamle, svenske vägatlas, som Fjord fik i dåbsgave af min far, just inden vi kørte til Spanien sidste år, kunne fortælle os hvor vi var og hvor der var en af de større rastepladser.
Festlig overnatning i Østrig.
Det blev en ekstraordinær oplevelse at overnatte dér. Vi sov sammen med et større antal langtids-chauffører i kæmpe-lastbiler, en enkelt autocamper og et helt omrejsende tivoli. Sidstnævnte holdt en gevaldig fest – skiltet med camping forbudt bekymrede tydeligvis ikke dem. Til trods for, at vi var godt oppe i Alperne, var det faktisk ikke særlig koldt – vi vågnede alle i løbet af natten og havde det faktisk for varmt. Vi sov jo med alt tøjet på, så det var let at justere – men alligevel mærkeligt, da vi frøs ret meget forrige nat i Sydtyskland.
Den særlige idyl i Østrig: Alper, lastbiler, regnbue.
Klokken syv begyndte lastbilerne at gasse op, eller i hvert fald nogle af dem. Vi vågnede harmonisk i denne lidt mærkelige idyl, studerede solopgangens farver og regnbuen som var tyk og bastant og lå nøjagtig, så vi så den gennem en jernkonstruktion af den slags, man fører lysledninger eller noget lignende på. Der var bjerge med sne på toppen, bjerge med interessante former og lastblichauffører i undertrøjer, som drak kaffe og hang ud af deres vinduer og røg smøger.
The basics.
Vi fik lidt kaffe, og traf den virkelig gode beslutning at gå i bad. Efter fire dage on the road, holder Rock and roll op med at være charmerende og begynder at føles drænende. Vi købte adgang til badeværleserne og gik i bad alle syv, så røg og damp stod i hele lokalet og vi til sidst måtte føntørre os tørre, fordi der var så megen damp i luften. Det var fan.tas.tisk. Bagefter købte vi friskpresset appelsinjuice, legede på legepladsen, fodrede fugle, byggede bilen om til at køre videre og følte os som om vi var født på ny.
At leve er at rejse.
Nogle gange, når vi tager på vores lettere vanvittige rejser, spørger vi os selv: Hvorfor er det lige, vi gør det her? Det er mest sent om natten, eller når der er megen modstand. Men når vi tager sådan et hårdt tiltrængt bad hele flokken på en yndig rasteplads i Østrig og hele verden føles som et bedre sted, så ved jeg det. Lidt ligesom når jeg leger snebold-kamp på vej gennem alperne eller studerer et vandfald.
Hvad er meningen med det hele?
Det er det der ”forandring fryder”, men også noget med at åbne øjnene, så livet ikke bliver trumme-rum, så horisonten ikke kommer for nær, så verden ikke bliver for lille. I dag har vi allerede haft virkelig store oplevelser og prisen er måske lidt ekstra timer i bilen, lidt meget sukker i kosten, lidt fedtede dyner. Men det er i sandhed vidunderligt, når vanerne begynder at slippe og verden kommer så tæt på med dens overraskelser.
Mening – eksempel 1
Bjerge for eksempel. Lige meget hvor mange, jeg har set – og faktisk har jeg set rimelig mange, vil jeg mene – bliver jeg altid imponeret over, hvor store de er. Det lyder muligvis indlysende, men i Danmark bliver alting let så småt og så teoretisk. Stillet overfor et virkeligt bjerg, lavet af sten, med skov på og sne på toppen, kommer tingene i rette perspektiv. Såvel geologien som eksistensen, meningen med matematik og visse klassikere finder deres rette plads. Pladser som de – i min eksistens – aldrig havde fundet, var jeg blevet i København
Mening – eksempel 2
Better to be safe, than sorry. Jow da. Men hvor sikker? Det er satme også ærgeligt at sylte sig selv ind i så megen sikkerhed, så mange regler og vaner at man keder sig ihjel. Der er ingen tvivl om, at man keder sig ihjel, hvis man bliver hjemme og gør som man plejer og går med livrem og seler og følger alle regler og cirkulærer til punkt og prikke og guldstjerne. Eller måske gør *man* ikke, det kan jeg muligvis ikke vide. Men *jeg* gør, helt fuldstændig sikkert.
Til hverdag hjemme i hverdagslivet tager vi nogle beslutninger om, hvor vores balancer er – og så lever vi stort set efter det. Justerer naturligvis løbende, børnene vokser, vi udvikler os alle sammen, informationsstrømmen ændrer sig. Men alligevel. Det er det, jeg mener med vaner og regler. ”sådan plejer vi at gøre” kan blive så fasttømret, at det bliver decideret angstprovokerende at gøre noget andet. Eller så låst, at man har madpakke med til samtlige fjorten dage, for så følger vi kostrådene og vores strategi for sund ernæring. Und so weiter. Når vi kører fra alt det og lader tingene ske og udfolde sig, blot med et minimum af planlægning får vi så at sige ”rystet posen” og fundet ud af, at der er afsindig mange andre farbare veje, end hverdagens derhjemme. Og vi trives og vokser alle derved.
Nå. Mening nok. Nu vil jeg glo ud af vinduet, for Fjord sover, Silke tegner, Liv og Jesper læser og Storm spiller ipad. Thomas kører og høre heavy og er i sit allerbedste zen. Vidunderligt at have ham med i øvrigt, altid skønt med en skøn bror.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Kommentarer