Om at kæmpe for at forlade Portugalete | Cecilie Conrad

Om at kæmpe for at forlade Portugalete

Det var som om Portugalete ikke ville give slip på os. Efter kun to døgn i byen, var det som om storbyens kviksand allerede havde slugt os til navlen, så vi måtte arbejde hårdt på at komme væk.

Så langt væk som muligt, hurtigst muligt - umuligt.

Først prøvede vi desparat at købe færgebilletter for at tage hjem over England. Derved kunne vi spare 18 af de 21 timer på motorvej. Vi brugte meget lang tid på det den første formiddag, og det lykkedes at bestille en billet til England. Da vi dagen efter ville afbestille den, fordi vi ikke kunne få en fra England til DK og det dermed ikke gav mening, holdt også dét meget hårdt. Men det lykkedes til sidst. Som så meget andet.

Den evige festivals fælder

Dernæst var det nødvendigt at drikke fire kopper morgenespresso, eftersom man ikke får søvn i Portugalete. Vi havde det vældig sjovt imens, faktisk. Thomas fortalte, at han havde spurgt på gaden, hvor længe der var festival i byen - og fået det utrolige svar: "Der er altid festival her". Man ser det for sig. Og udenfor morgenmads-baren, hvor vi sad, stod også en mand, som tydeligt havde været på festival i mindst 15 år.

Han var iklædt en stram brun strikket kvinde-buksedragt, og havde bundet en sporty hættetrøje om hofterne, havde store vandrestøvler på og klamme dreads (dreads er ikke klamme, men disse var). Han hang ud og tiggede penge og bummede smøger af folk, der gik forbi. Hele dagen. Af forskelige grunde, kom vi nemlig forbi så mange gange, at vi ikke var i tivivl om at dette var hans kontor. Jeg tog et billede i smug, hvad der er dårlig stil. Men hvad - det var han også.

Man bør rejse med stil

Min bror havde købt flybillet, og vi samarbejdede om at pakke hans ting og sager, samt ompakke vores bil til de videre rejse. Det holdt hårdt. Alle var meget trætte, og tingene kunne reelt ikke være i hans taske og hans meget flotte ny-indkøbte lilla rullevogn. Hele tiden forsvandt centrale objekter som mobiltelefon og visa-kort, for at dukke op og forsvinde igen i det almindelige kaos.

Men voila! Vi giver ikke op. Til sidst var det bare en fix afsltuning med godt med gaffa-tape og en stille bøn om ikke at blive tjekket af sikkerhedeskontrollen: Der var intet håb om at den billige kinsesiske rullevogn ville overleve at gaffa-tapen blev fjernet, og heller ikke noget håb om at få alting ned i den igen i det usandsynlige tilfælde at det skulle lykkes alligevel. Til gengæld ville det uden tvivl ende som en virkelig god historie, så okay. Man skal tage nogle chancer i ny og næ.

Broen i Portugalete: Et symbol på overlevelse og samhørighed

I Portugalese står en bro, som ligner et bukket Eiffeltårn i rødt. Man kan gå over broen temmelig højt oppe, eller man kan svæve over vandet i en hænge-dims, der både fører biler og personer over vandet. Broen er konstrueret så selv de store containerskibe stadig kan sejle ind til Bilbao.

Vi rejste på den dag, hvor min læge havde ordineret champagne i anledning af at mine overlevelseschancer steg gevaldigt. Da vi stort set er blevet afholdsfolk og i hvert fald overhovede ikke gad drikke champagne i Portugalese, valgte vi at krydse denne bro som en symbolsk fejring af, at vi er kommet så langt. Sammen. Som en måde at lægge noget grimt bag os.

(men eftersom motorvejen lå på Portugalese-siden af floden lod vi bilen blive og smuttede tilbage sådan lidt i smug og uden nogen symbolik)

Min bror har et ret fint indlæg på sin blog om denne tur over broen, igen-igen med nogle meget stemningsfulde fotos. Tjek det ud. Jeg har nærmest ingen billeder selv, fordi han fotograferede så meget og så dygtigt.

Meget flade sutter: En uventet pause: punktering og papirflyvere

Da vi så endelig langt om længe, henad klokken to havde puttet alle ungerne ind i bilen og satte ud for at køre Thomas til lufthavnen (ifølge turistinformationen et kvarter i bil, supernemt), ramte vi afspærrede veje, parallelparkeringer, umulige u-sving (gps-ens forslag) og til sidst en ny rute som gik hen over selvsamme bro, mærkeligt nok.

Da vi holt i kø til broen/svævebanen, fortalte en forbipasserende os at vi var punkteret. Videre frem var den eneste vej, og vi kørte om bord på tre gode og et meget fladt dæk. Og fra den, mens flap-flap lyden blev mere og mere markant.

Interessepunkt: Automekaniker

GPS er jo ret fantastisk, og kan også finde nærmeste mekaniker. 600 meter væk. Der er en mening i alting, og således også her. Gud ske tak og lov og evig ære for at vi ikke opdagede punkteringen ude på motorvejen men kun 600 meter fra en mekaniker.

Og så fred med at der var siesta. De skal jo have lov at spise frokost. Her var problemet snarere, at vi skulle have Thomas af sted til lufthavnen, men det var keine problem, for den spanske ordensmagt var på pletten, og gav sig med stor iver og megen sprogkundskab (den ene talte fransk, den anden engelsk) til at hjælpe os for fuld tryk, selvom vi ganske enkelt holdt ulovligt parkeret. Dét var der ingen af os, der nævnte med et eneste ord). De forklarede og hjalp med ord og åbningstider og løsningsmuligheder for bilen, og det logistiske problem for min bror, som skulle nå et fly. Han havde kun et par timer til at nå frem til lufthavnen og kunne ikke vente på mekanikerens frokost. Så ordensmagten ringede efter en taxi, og hjalp endda med at vinke efter den og det hele, inden de satte ud for at hjælpe andre strandede turister, hundehvalpe og måske snuppe en enkelt person i .... hvad egentlig?

Der ryges joints på alle gadehjørner, og forældre slår rutinemæssigt deres børn. Det ku de da godt lige gøre noget ved, ku de ikke? Eller er det måske lovligt?

Afskeden med Thomas var smertefuld og sentimental og fuld af humor. Vi elsker Thomas alle sammen, og vi er taknemmelige for dét, hans nærvær gør ved os.

Søg og du skal finde

Automekanikeren åbnede, da vi havde været på legeplads og på toilettet og ventet og ventet. Blot for at fortælle, at de ikke havde dæk til os. Vi skulle køre hen til den næste, 800 meter væk (som i øvrigt havde været åben hele tiden). Men fint nok. Travlt har vi jo i virkeligheden ikke.

Denne gang kørte Jesper bilen uden passagerer. Vi gik og løbecyklede derhen, købte lidt kirsebær og en halv vandmelon og nogle bananer på vejen, og kunne høre flap-flap meget tydeligt. Jesper håndterede ret sejt at få bestilt nye sommerdæk til bilen hos First Stop i Gexto (med uvurderlig telefonisk hjælp fra bil-kyndige-svoger-Brian). Gexto er den by man havner i på den anden side af den bukkede røde eiffe-svæve-bro-tårn-ting, I mens fandt jeg nogle bænke i skygge og begyndte at servere frugt og knækbrød for nogle efterhånden ret sultne børn. Klokken var fire. Og Thomas havde ringet og fortalt at han var kommet et døgn for tidligt til sit fly. Det var som om vi ikke kunne slippe væk.

First stop kunne godt skaffe os dæk, de kunne have dem klokken halv syv og bilen kunne være færdig klokken syv. Yes! Bare toppen at vente i tre/fire timer i en super-grim forstad.

Om nærvær, papirflyvere, overlevelseskraft og tre kopper vikrelig god kaffe.

Jeg er ikke negativ. Jeg prøver at videregive lidt af vores udmattede stemning. Men faktisk var det en gave at stoppe op på den måde. Det var helt utrolig hyggeligt at lave papirsflyvere og drøne rundt med dem under højhusene, spise vandmelon og få max sorte tæer. Vi tegnede, legede, pjattede, tog billeder, talte lidt med Thomas i telefon (som var på Guggenheim det heldige asen).

Jeg smuttede ind på en bar på den anden side ad gaden og bestilte to kopper cafe con leche - til ejerens store overraskelse skulle jeg ikke dele dem med nogen. Og så liiiige en mere en halv time senere. Så ku jeg lidt igen. Jeg er simpelthen begyndt at bestille to eller tre ad gangen, det er mere effektivt. Og så kan jeg bare smile og sige 'quatro ninjos', så griner de og giver mig masser af kaffe.

Der var noget af det bedste kaffe, jeg har fået på hele rejsen. Den var tyktflydende, stærk, varm - men ikke brandvarm - mælkemængden var passende, mælken næsten uden fedt (hvad jeg foretrækker). Det var en fornøjelse.

Håndholdt måltid igen

Vi gik også en tur og fandt et supermarked, så vi ku få noget at spise. Den sædvanlige håndholdte menu: brød, nutella, chorizo, færdiglavet tortilla (som er æggekage med kartofler), færdig salat, cherrytomater, bananer, danskvand, færdiglavet capazio, nødder af forskellig slags, appelsinjuice. Egentlig ret festligt. Og nemt. Kan indtages hvorsomhelst, i dette tilfælde på en bænk under et grimt højhus lige ved en automekaniker.

Men ikke nok med det - VISAkortene var spærrede

På et tidspunkt blev klokken så syv, og vores bil færdig. Det var på dette tidspunkt at vi opdagede, at vores visakort var spærrede. Ikke fordi vi ikke havde flere penge, men fordi der er en løbende grænse på 20.000 pr måned, og den havde vi så åbentbart lige ramt. Så vi kunne ikke betale. Det var temmelig nervepirrende at se minutterne tikke hen mod lukketid kl 19.30, mens man kæmpede for at få Basisbank i Danmark til at nå at åbne kortene, og VISA til at fatte det og transaktionen til at gå igennem. Vi betalte klokken 19.28 og mand, hvor var det en lettelse.

On the road again - en happy end

Endelig, endelig, endelig kunne vi køre. Thomas havde fundet sig et sted at sove og syntes også bare, vi skulle komme af sted, så selvom det var mærkeligt at efterlade ham i Bilbao, var det det rigtige at gøre. Vi kom op på motorvejen og langt, langt væk fra byen der ikke ville give slip. Selvom klokken var rigtig magne og vi var ufatteligt trætte hele banden (måske bortset fra Fjord, som jo bare sover når han er træt, færdig arbejde - en meget nem baby) havde vi brug for at banke nogle kilometer af, før vi stoppede.

GPS-timeren sagde 21 timer og 19 minutter, da vi trykkede på 'hjem'. Vi fik reduceret med en time den dag, egentlig ret godt når man indregner alle de forhindringer, vi lige skulle klare først.

Med kærlighed

Cecilie Conrad