On the road again - Udgangsposition og motorvejstanker, påsketur til Rivieraen.
Det var ikke alle, der kendte til Blues Brothers citatet, og dermed ikke alle, der forstod vores farvelhilsen på facebook. Men da vi - især jeg - har dyrket Blues Brothers på kultniveau i min pure ungdom, skal netop dét foto og dét citat være anslaget til disse blogindlæg om endnu en rejse i vores røde bil.
Starten på eventyret: Motorvejstanker og forberedelser
Jeg har otte ruller kiks, 24 brikjuice, 7 rødbedefarvede pas, en halv tankfuld benzin og 100 euro. Det er frostvejr og vi har solbriller på. Lets hit the road.
Hæ-hæ. Det syns vi selv, var ret sjovt. Ville ønske, jeg lige kunne stoppe det der filmklip ind, men det kan jeg ikke overskue - jeg er svimmel af en hel dag på motorvej. I stedet vil jeg opfordre alle, der ikke kender til det, til lige at bruge youtube og lidt søgning. Det er let nok. Og så kan man jo svare på dét trivi-spørgsmål.
Rosmarinbusk i blomst, og mirakeldreng i zen
Livet "On the road": Tidsfordriv og familiehygge
Herunder følger: Lidt om, hvad det sætter i gang at køre igen på en meget køre-svimmel måde.
Det er en særlig slags tid, der eksisterer på mortoveje. Tiden går ikke, den tæller nedad i hjørnet af GPSen, og når man rammer nul, er man fremme. Det er en særlig stemning i en bil med tre børn, en teenager og tre voksne. Intenst, stenet, fint. Vi kører og kører, og sådan set er det fint. Mærkeligt, men fint.
Rastepladser kan det, de skal. Man kan lege, gå på toilettet, få det at spise man ønsker, drikke kaffe, shoppe lidt. Det lyder banalt, når jeg skriver det, men faktisk synes jeg, de er blevet rigtig gode til det. Hotellerne er ikke engang dyre på motorvejene, og det er ikke min erfaring, at man sparer helt vildt mange penge, endsige får en bedre oplevelse af at køre fra og finde noget andet. Med mindre, det er det, der er eventyret.
Målet for rejsen: Foråret ved Rivieraen
På denne rejse, er eventyret at nå frem til foråret ved Rivieraen. Det er det, der er målet. Så vi kører og kører. Alle er meget trætte af det i dag, vi vil gerne bare nå frem nu. Der er faktisk noget der ligner seks timer på motorvej endnu, før vi er der, så planen med at dele turen i tre portioner har holdt fint. Jeg synes heller ikke, det ville have været værdigt at køre mere pr dag. Vi er godt køremaste nu. Må man nok sige.
Jeg husker engang, vi kørte til Tyrkiet, da jeg var teenager, og jeg læste "Himmel og Jord" i bilen. Mine børn læser ikke i bilen, de spiller på tablets og iphones. Men de får garanteret lige så skønne oplevelser. I Himmel og Jord, siger Jonna: "Lykken er ikke et land, du kan finde, ikke et sted, du kan være: Lykken er som en række af porte, du kan passere. Og hvis du prøver at stoppe op og blive i lykken, forsvinder den". Måske var jeg fjorten år. Det er blevet hos mig, dette.
Lykken er der. I bevægelsen. Det er vidunderligt at være on the road igen, om end jeg synes disse lange køredage er hårde. Også med alle syv sæder optagede, herunder med tre autostole, er der ikke megen rum til at sidde godt for undertegnede. Men fred med det. I morgen når vi frem. Det glæder jeg mig til.
Men jeg glæder mig også lige nu over udsigten til at sove på dette Ibis-hotel sammen med min mand og mine børn. Jeg glæder mig over alle de rejseerfaringer, vi har, som gør alt dette rimelig let. At ankomme efter maaaange timer i bil. Eller nej. Egentlig allerede på motorvejen, kunne jeg mærke erfaringerne tage over, som sådan en rutine.
Vi var trætte og sultne. Jesper tænkte at finde B&B Hotel, og lige køre efter det. Og så var det, jeg vidste, at dét ikke er sagen: Først stoppe. Så lande lidt, bare hænge ud og drikke lidt vand. Så beslutte noget med mad, og dernæst noget med sove. Vi landede så her, hvor der er Ibis, som for os ikke er så smart som B&B - fordi der kun er tre senge i et Ibis family room, isf de fire i et B&B. Bare et tip til de måske to samsovende storfamilier, der finder på at læse den her artikel. I hvert fald. Hotelkæderne langs motorvejene kan alle det, de skal. Men har man mange børn, er det altså sejt med B&B fordi der er bedre plads. Kører man bare, i stedet for at booke, tager de det heller ikke tungt at man er seks mennesker i et værelse til fire. Bare man selv finder ud af det. Og det gør man så.
Børnenes verden: Spil, søvn og nye færdigheder
Silke har lært at klikke sin sele selv. Det er utrolig flot og hun er også virkelig glad for det. Hun leger med sin ugle, keder sig og spiller Temple Run. Storm keder sig også, ser ud af vinduet, har lært at sove i bilen og spiller mange ipad-spil. Fjord falder faktisk også i søvn for det meste, og sidder ellers og spiser chips og æbler. Vi har trukket Cherioes på sugerør, og det var hyggeligt. Men det larmer lidt for meget til at fortælle røverhistorier, så det er lidt socialt kedeligt så længe vi er på motorvej. Og det er vi jo. Det er the name of the game.
Nu vil jeg altså sove. I går vågnede drengene klokken fem.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Kommentarer