I slutningen af august fløj vi til USA. Land of the free, because of the brave. Eller noget. Her er de allertidligste observationer og oplevelser, refleksioner, undren og kærlighed om og til et land som er udskældt og hængt ud, karikeret og hadet, ligefrem.
Men først skal vi ankomme. Vores rejse til Amerika begyndte i Hagen, en by udenfor Hannover i Tyskland, hvor vi har nogle virkelig skønne venner: En tysk amerikansk familie, sjovt nok er faderen fra Californien, vores første destination i USA. Lige inden vores tid hos dem, havde vi tilbragt det meste af en måned med en engelsk-amerikansk familie, hvor moderen som har boet tyve år i England er fra den samme by som vi skulle besøge. Som tingene nogle gange peger på hinanden!
Vi kørte fra Hagen en tidlig morgen de fem timer til Frankfurt, hvor vi afleverede bilen til langtidsparkering på et tag og blev kørt i transfer til lufthavnen af en mand i trediverne som ikke talte et ord engelsk. Det er alligevel mærkeligt i sådan et moderne land at møde et yngre menneske der ikke taler det, der er blevet fællessproget.
I lufthavnen var det det sædvanlige: Hundepapirer, rejsedokumenter, tasketjek - alt det tager bare timer og er irriterende, men whatever. Vi havnede ved gaten to timer før vi skulle flyve og sov lidt. I maskinen sad vi en time og ventede på liftoff fordi der lige skulle et tordenvejr forbi. Ikke det allerfedeste inden en flyvetur på 11 timer.
Vi fløj i sol hele vejen. Helt utrolig amazing faktisk. Masser af lys ind gennem vinduet, masser af oplevelser. Især at flyve over Grønland var episk, også selvom vi hverken så julemanden eller en isbjørn, for vi så isbjerge, pakis, bjerge og indlandsisen i timevis, vidderne, sneen, lyset. Grønland flyttede sig lige rigtig mange pladser op på listen over steder, vi helst vil hen! Smukt!
Da vi landede i San Fransisco gik solen ned over lufthavnen mens vi taxiede ind og det føltes jo meget naturligt at dagen skulle til at være slut nu vi var fremme; om end vi var ok trætte. Grænsekontrollen tog en time i kø, og dernæst en god lang stund at få svaret på spørgsmål om rejseplaner og hundesundhed, men amerikanere er jo enormt imødekommende og venlige, så det var ikke tungt. Tog bare tid. Jetlagget begyndte at ramme hårdt, og vi var glade for at have bestilt et hotelværelse i nærheden. Hentede bilen, kørte mens vi kæmpede for at holde os vågne, lykkedes med få millimeter til grænsen, tjekkede ind, gik i bad, gik kold og sov alt for lidt, fordi jetlag ikke er for sjov.
Det gode ved at vågne vildt tidligt på et hotelværelse er, at der er virkelig god tid til alle de andre ting, man har brug for for at komme sig. Man kan drikke uendeligt meget morgenkaffe, man kan gå i gym, man kan tage et bad mere, man kan få snakket sammen, man kan få drukket alt det vand man er bagude med efter alle timerne på rejse. Man kan gå ud og købe ind til dagen, gå tur med hunde, spise morgenmad stille og roligt i morgenmadscafeen.
De første indtryk af USA er de samme. Vejene fylder enormt meget, kæmpestore, masser af baner, brede baner - alting ligner store europæiske motorveje, selvom man bare er et eller andet halvligegyldigt sted. Her Dublin California, hvilket var ok forvirrende. Bilerne er naturlgvis gigantiske, der er cybertrucks og alle de der skøre pickuptrucs som ingen har rigtig brug for men kører i alligevel. Man føler sig sårbar og lille som fodgænger, man føler sig uforskammet risikabel selvom der er klar bane i fodgængerfeltet. Hvor ofte går man normalt over en motorvej? Vil man nå over til den anden side? Har dem der skal til højre og må dreje selvom der er rødt set at man er der, en lille pind af kød og blod i en enorm verden af asfalt og stål og motor og diesel?
Gik en runde med hunde og datter og så kolibrierne drikke vand i et springvand hvor en hjemløs lå og sov lige udenfor hotellet. Kontrasternes land. Der er mærkeligt stille i USA, særlig i gaderne. Er der en fælles angst? Er det faktsik farligt? Eller er der bare ingen der bruger fortovene? Det er lidt svært at forstå på sådan en første morgen, og vi ignorerer det, ser på kolibrierne, griner af bilernes størrelse, er klar med undren. Det amerikanske flag vejrer udenfor hotellet, solen skinner varmt og dejligt, vi har bare ben og solbriller; vi er klar til et eventyr.
USA er mærkelig. Vild. Anderledes. Som noget man forstår selvom man ikke forstår det. Det vildeste kulturchock til dato. Vi er på opdagelsesrejse i dette mystiske velkendte og alligevel helt ukendte land, et sted hvor vi taler sproget men ikke kender koderne, et sted hvor tingene giver mening og så alligevel ikke, hvor det der kunne have været klart som glas snarere bliver blankt og poleret og mystisk som krystalmagi og kodesprog. Vi er klar med vores undren. Vi er klar til at observere og forstå. Der er rig mulighed for at gro her, det er helt sikkert.
Næste stop Fresno i The Valley, hvor vi har skønne venner og hvor vi har været før. Glæder os til gensyn, glæder os til at møde USA blidt og velkendt til at begynde med.






Kommentarer