Here is the thing. Eller på dansk: Her er tingen: Der er simpelthen så meget at fortælle. Jeg har ikke delt en blogpost siden Prag i foråret. Jeg er overvældet af oplevelser og tænker hele tiden på at starte på en frisk. Og så sker der noget. Og så sker der noget mere. Jeg har skrevet en om at lande i Amerika, som ikke er udgivet endnu, og begyndte på en anden 11. September, der skulle handle om Fresno, og nu ligger jeg her en uge senere på min seng i Las Vegas, under blæseren, og prøver igen. Det er sent. Klokken er halv ti om aftenen. Vi har planlagt en roadtrip over Salt Lake City og Yellowstone til Vancouver og tilbage langs kysten ved Stillehavet, gennem Redwoods National Park over Sacramento tilbage til Vegas. Jeg er træt og drømmer om at tømme mit kamera og få lidt styr på alle indtrykkene.
(Nedenstående foto er et tilfældigt et fra The Strip i Las Vegas, totalt overvældende - præcis som jeg havde det den dag, jeg skrev denne blog-historie)
Når vi rejser, er det altid for menneskene. Denne gang en familie, vi mødte for halvandet år siden til et event i Wien, og som vi siden har tilbragt meget tid med online, fordi faderen har tilbudt det ene delikate kursus efter det andet: kosmologi, relativitetsteori, sorte huller og senest et nyt område: geopolitisk baggrund for nutiden fra Anden verdenskrig og frem. Nice. Candy for hjernen, honestly.
Det er en speciel dynamik, sådan at kende hinanden enormt godt, fordi man tilbringer fem timer om ugen sammen online, og så alligevel ikke kender hinanden ret godt, fordi almindelige vaner som kaffe og sengetider, temperamenter, rytmer og stemninger ikke har været med i ligningen, der mest af alt har været fællesskabet i sultne hjerner.
På vejen til vores venner i Las Vegas, besøgte vi venner i Fresno; historien, jeg forsøgte at fortælle 11 september, hvor jeg blev afbrudt i en sætning som lød “jeg vil så gerne fortæll…”. Hele tiden kommer der noget i vejen.
(Her illustreret med et billede mere af The Strip, store veje, for mange reklamer - Vegas er naturligvis den mest ekstreme version af det hele.) Fotogent. Og overdrevet)
Amerika er overvældende. Vejene er brede, bilerne er store, alting er nyt. Fattigdommen er konfronterende lige i ansigtet på en, og den vanemæssige overflod, for dem, der ikke er faldet gennem sprækkerne er vild for en helt almindelig europæisk hjerne.
Alting er større i Amerika. Lige bortset fra fuglene. Hver eneste gang, jeg ser en kolibri, stopper jeg og holder vejret. Smukke smukke fænomener, vilde små dyr, lynhurtige og samtidig stille, blanke og præcise, lette og intense. Kolibrierne er simpelthen sådan en krystal, en lille skinnende gave midt i det hele.
Men ellers er alting større. Kartonerne med havremælk, bilerne, de fleste af menneskene, husene, butikkerne, vejene og afstandene er enorme. Hele tiden bliver man overrasket. På vejen fra Fresno, som ligger midt i Californien, stoppede vi lige på kanten af ørkenen, lige da vi kom ud af Bakersfield.
Et motel, der fuldstændig ser ud som på film, for de har faktisk ikke fundet på motellerne til filmene, men bare filmet det, der er. Nogle hjemløse med indkøbsvogne, en tankstation og en Starbucks, hvor vi købte en enorm iskaffe – den største størrelse hedder åbenbart “venti”, – men når man er fire kaffedrikkere, kan man godt komme gennem selv den allerstørste størrelse. Vi har det sjovt med Starbucks, så quintessential amerikansk, så overdrevet, så skørt. Man må jo gå ind i kulturen i et eller andet omfang, og deres brown sugar oat shaken latte, eller whatever den hedder, er ikke fuld af crap, så den drikker vi i ny og næ. Med fornøjelse og et sarkastisk smil på læben.
Varmen er intens i Californien i september, og a/c'en er rigtig kold. Ind og ud og ind og ud. Varme-kulde-varme. Køre bil, køre bil.
Videre kørte vi gennem bjergene og ud i ørkenen. Skovbrande efterlader mørke pletter. Det klikker i ørene. Vi sover lidt på skift. Det havde været en meget stresset exit fra Fresno, fordi man i USA kun kan leje biler med kreditkort, ikke med debetkort, og ja – vi har kun debetkort med os. I flere omgange kørte venner ud i lufthavnen for at forsøge at hjælpe om natten inden vores afrejse, og igen om morgenen da vi skulle af sted, og netop som vi skulle til at give op, var der pludselig en udlejer, der havde en almindelig kortlæser foran disken og som ikke så kortet, vi kom i - så vi betalte og skyndte os at køre. Men det var noget af en gyser, og vi sov ikke meget. Man kan nemlig ikke komme omkring i USA uden bil, og videre skulle vi. Samme dag bestilte vi et kreditkort, for at have et klar til næste gang.
Antikommunisme
Ude i ørkenen, som er grus, sten, Joshua-træer, klipper og bjerge, ikke sandørken, ligger en stor antikommunistisk udstilling, som jeg havde fundet på min almindelige Google-udforskning. Den var godt nok vild.
Man kører af hovedvejen og ned gennem en grusvej, forbi udbrændte huse, og nedlagte det ene og det andet, andre beboede Klondike-agtige steder, til man når til “Liberty Sculpture Park”, hvor ingen kommunister tillades adgang. Udstillingen er stor, enorme monumenter over totalitære staters brutale undertrykkelse af mennesker, voldsomme skilte at læse for unge mennesker midt under den ubønhørlige sol og i den store, store varme i ørkenen. Det var en overvældende og stor oplevelse, som vi stadig fordøjer.
Virkelig meget vrede, virkelig meget budskab. Afsenderen er af kinesisk afstamning. Endnu har jeg ikke taget mig tid til at læse om ham, men overvældende var det godt nok. En på kunstkontoen, lidt mere at tænke over. For eksempel ikke helt som jeg ser verden at sætte Karl Marx på samme lad som både Stalin og Hitler, og jeg får også altid lidt the creeps, når bøger skal udskammes. Her bliver det godt nok skovlet bort med en gravko, ikke brændt på bålet, men budskabet er vel det samme? På den anden side er det jo svært at argumentere imod noget, der mest er vrede og som sådan set er retfærdig vrede.
Skulpturen om Covid-19 stod jeg længe foran og tænkte mig om. Den er en genskabelse af den første skulptur, som blev brændt - ifølge kunstneren – af udsendinge fra den kinesiske regering. Midt ude i ørkenen i Californien. Måske. Skulpturen handler om fornægtelsen af og brutaliteten i en konstrueret virus, og jeg GIDER IKKE tale om Covid. Det HAR VI GJORT, guys. Det, der fascinerer mig, er den inderlighed, den devotion, den fuldstændige overbevisning, det råb, som kunstværket udgør, især i sin anden omgang. Den udbrændte fiberglasmodel står lige ved siden af den nu af stål genskabte skulptur, der repræsenterer COVID-19.
Se selv. Det er ok vidlt.
CCP VIRUS hedder værket, genskabelsen ganske enkelt CCP VIRUS II. Man giver det alligevel lige en tanke mere. Der i ørkenvarmen.
Chen Weiming hedder kunstneren. Værd at slå op. Godt nok vildt. Har jeg sagt vildt? Men jeg skal ikke fortabe mig, men må videre i historien, som nu er gået fra at være overvældet til at blive fortællende, så der er en udvikling. Måske bliver det langt. Men det bliver godt for mig.
Videre gennem ørkenen sank solen, og jeg måtte fotografere gennem ruden, for nu løb dagen ud, og vi skulle også nå frem. Farverne blev smukkere og smukkere, indtil solen forsvandt helt, og den lange lige vej gennem ørkenen blev oplyst og tydelig af alle lygterne. Det så helt vildt ud.
Ikke til at tage billeder af. Man må selv forestille sig det: En snor af røde lygter på den ene side og hvide på den anden, lige frem og over bjerget, så langt øjet rækker. Længere end man skulle tro.
Til sidst nåede vi grænsen til Nevada, efter mange timer gennem intetheden, hvor lysene pludselig bredte sig ud, og alting blev vildt. Man kan gamble fra det sekund, man er i Nevada: masser af underholdning og lysballade i grænsebyen, og så mere ørken, masser af ørken, men nu i mørke, indtil vi nåede Las Vegas og vores venner, som bor i et gated community med bevæbnede vagter. For en københavner er det ekstremt, men her i USA ser det anderledes ud.
Mens jeg skriver, har vi været her i Vegas, i et gated community, i ti dages tid, og ligesom med alt andet, man ikke forstår til at begynde med, er der mulighed for at blive klogere. Bag det, der umiddelbart forekommer fuldstændig mærkeligt eller skørt, ligger der en sammenhængskraft og en historie.
Så forbi vagterne med os i vores lejebil med tætpakket bagagerum og sultne maver, et dejligt hej, en vandretur med hunde, en middag og så gå fuldstændig kold og sove i bløde senge hos mennesker der bare havde gjort sig uendelig meget umage for, at vi skulle føle os velkomne og have det godt. Det lykkedes de så med.
Og her ligger jeg så i en blød seng i et airconditioneret rum ti dage senere med et hav af undren, et hav af indsigt og et hav af oplevelser, sejlende rundt i følelserne, mens relationen gror, og næste roadtrip er i støbeskeen, og jeg føler mig rig, træt og glad. Overvældet og ydmyg. Trænger til at klippe negle, trænger til at løbe en tur, trænger til et besøg på et kunstmuseum og tid til at tømme kameraerne.
Der er så mange ting, der overrasker i Amerika, så mange ting, der er anderledes og som folder sig ud og deler sine hemmeligheder med os, når bare vi står stille længe nok til at lytte, når bare vi er nysgerrige, nærværende og åbne. Amerika er svær at forstå, og vi kan godt lide en god udfordring.
Så følg med, for nu sker det. Indrømmet, jeg blogger for at forstå verden omkring mig, fordi det at skrive er en helt særlig form for tænkning. Langsomt folder det sig alligevel ud, rejseuniverset, oplevelserne on the road. Store og små. Og det ser ud til, at det er nu, det sker: Jeg får faktisk både skrevet, uploadet, oversat, fundet billeder frem - hele molevitten. Godt for det.
Slutter af med et billede af min søn Storm, overvældet og glad, første gang, vi besøgte et af kasinoerne. Men det er en historie for en anden dag.
Kommentarer