Chateauponsac, nær Limoges, Loiredalen - dog temmelig højt oppe. En stream of consciousness fra en temmeligl udmattet rejsemor, en dag vi fandt et fint fint sted at være - blot før vi rigtig vidst, hvor fint, det faktisk var.
Uventede afstikkere: Eventyret begynder
Det er en særlig oplevelse at køre fra motorvejen et helt tilfældigt sted, i anledning af at det yngste barn vågner. Vi voksne har hovederne fulde af planer og tanker, det analoge kort lover søer, slotte, campingpladser, udsigtspunkter - men i realiteten ved vi intet. Afkørsel 23, okay. Første lille by, nej - nederen. Alt er lukket, vi kører lidt videre. Det ser ud som om en bestemt retning kan føre os til en eller anden park for børn. Ungerne har kørt i tre dage og trænger gevaldigt til at lege. Vi kører videre. Kommer gennem det første hårnålesving på turen og finder en til lille by. Der er komplet stille, ikke et øje. Det er midt på dagen, vi tænker okay: Der er middagslukket. Finder dog en restaurent med vand, omelet og salat. Trætheden efter tre køredage gør, at næsten alle bliver uvenner. Vi er udmattede. Rejsesteøvet ligger tykt over vores stemning, og vi ved ikke, hvor vi skal sove i nat. Børnene spiser næsten intet af maden. Klokken er to, de har kun fået morgenmad. Man ved, det er et spøgsmål om tid, hvornår det udvikler sig til en krise.
Vi kører lidt videre, i retning af skilte mod campingpladser. Tænker at der er der vel en legeplads af en art, måske en is og en flaske vand. Vi finder også campingpladsen, efter at have kørt af en smal vej ned ad bakke, kører ind og parkerer. Stadig hovederne fulde af alle mulige halve planer. Hvad skal vi? Og så beslutter jeg, at vi i hvert fald skal ud og have en pause. Går lidt omkring, finder en vandpost og et æsel. Kan se en legeplads, men ikke helt finde stien hen til den. Alt er lukket. Det begynder at gå op for os, hvad det vil sige at det er søndag i provinsen i Frankrig. Alt er lukket. Alt. Selv restaurenterne.
Nå, men det med at stoppe op: Vi beslutter altså at holde en pause, efter nogen tid finder vi æslet, begynder at give det græs. Finder også legepladsen. Opdager der er en flod. Faktisk er her ret fedt. Bare lukket. Jesper opdager et telefonnummer på døren, og ringer til det. De er jo hjemme, dem der har campingpladsen, men de bor i et hus på campingpladsen, så de kommer. Vi lejer en hytte. Jeg taler fransk. Det er ikke specielt billigt, og hytten lugter af skimmelsvamp og alkohol. Men jeg er også rejsestresset, har ingen ro. Vi har ikke noget mad, og alt er lukket. Jeg overtaler dem til at sælge mig en is, det er tidligt på sæsonen, så de har kun resterne fra sidste år (!). Men det er ok.
Vi får en nøgle. Lejer nogle lagener. Kommer i tanker om at vi har en pose pasta, en pose ris, nogle æbler og en pose havregryn. Og sukker, rosiner og honning. Det skal nok blive et festmåltid, både til aften og til morgen (hvorefter butikkerne jo åbner).
I huset kan jeg næsten ikke trække vejret. Vi lufter ud og lufter ud. Jesper får et anfald af allergi. Det hele er lidt skørt, og vi griner. Vi skal i hvert fald videre i morgen.
En mistet telefon og en uventet pause
Men så sker det: Liv opdager, hendes telefon er væk. Vi leder alt igennem og må konstatere, den er på Hotel B&B i Orleans. Kan ikke finde telefonnummeret; kvitteringen fra det hotel er væk. Der er krise. Liv bliver lagt i seng, jeg går også i seng, da alle de små sover. Sover meget dårligt, føler jeg ikke kan trække vejret, føler mig indespærret, bange for bjergene, udmattet. Men der er chikader og klar luft udenfor. Der er faktisk totalt fantastisk udenfor.
Næste morgen vækker Jesper mig for at sige, at han kører til Orleans efter telefonen: Han har talt med dem, den er der og han vil hente den. Jeg stopper ham. Det er for sindssygt: Mig alene i en lille hytte på et bjerg med fire børn og ingen mad. Har været vågen et sekundt. Må lige have lidt kaffe.
Hele dagen går med at løse problemet med telefonen. Og med at nyde det helt fantastiske sted, vi er landet. Det ender med at telefonen bliver bragt med kurer via DHL, og det vil tage to arbejdsdage. Den kan være fremme onsdag. Så vi må blive. Har ikke længere noget valg. Hele processen med at få bestilt den transport er meget stressende, og jeg er kognitivt udmattet. Men har også smidt pinde i vandet med ungerne, klappet et æsel, spist en skøn salat, købt mad ind til den store guldmedalje - alt sammen samme dag. Og nu må vi bare blive. Selvom dagen i dag (tirsdag) er kold og blæsende. Ned i gear. Slap nu af, siger universet til os. Vi har været på rejse i ti dage, hvorfor skynder vi os sådan? Det er jo meningen, vi skal nyde denne ferie, ikke stresse rundt. Alle er totalt rejsetrætte, trænger til ferie - paradoksalt nok.
Der er stadig en stor rastløshed i mig, jeg sover dårligt om natten. Men nu må jeg blive her og vente på en telefon. Det er egentlig fint. Jeg sidder udenfor hytten og fryser, glæder mig til at gå ind og være sammen med mine dejlige unger og min skønne mand. Trængte blot til at lukke disse tanker ud. Så meget skulle der til for at få os til at stoppe. Men det lykkedes. Og det er dejligt.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Kommentarer