Da min elskede mormor døde, begyndte jeg på et sørgesjal. Ikke et, jeg skal have på, når jeg sørger, men et, hvor jeg har sørget, når jeg strikkede.

Strikkede bolde har den meget store fordel at man kan spille med dem indendørs, uden at ødelægge noget. Desuden er de jo så hjemmelavede og unikke og fulde af kærlighed. Hvad der jo bare er grundigt godt.

Jeg fandt et gammelt vattæppe, som jeg virkelig synes er fint. Det er helt tyndslidt, men man kan naturligvis bare bruge et nyt. Jeg zig-zaggede rundt langs kanten efter at have klippet til i ønsket størrelse. Derefter syede jeg madrassting hele vejen rundt med uldgarn

Uld er et utroligt materiale; det er naturligt vandafvisende, svedtransporterende, selvrensende, det køler i varme og varmer i kulde, det er 100% naturligt, kommer i mange farver og kvaliteter, det vejer næsten ingenting , det er endda smukt, det holder meget længe.

Katten kan strikkes af enhver der kan strikke. Kan man ikke strikke vrang, kan den godt laves i retstrik, faktisk også ret sødt. Monteringen er lidt mere kompliceret og kræver nok en person, der er vant til garn og nål. Øjnene vil måske også volde en begynder vanskeligheder, men da kan de let blot broderes på. 

Det her er et af de første hæklede dyr, og det er dén første fra Line Weggers bog 'Strikkede og hæklede dyr i lange baner', som jeg købte i 2006; samme år som jeg fik mit andet barn.

Hoppedragen her har fået sit navn af de meget kænguru-agtige ben, den har. Historierne der fulgte med den, da den kom til verden var meget hoppende, og vi havde en del sjov ud af dem. 

Det her er sjovt, og let, hvis man kan. Fire fem farver rest-garn i uld, og så en syre-kontrast, relevante hæklenåle.