Jeg sidder i min venindes sofa og ved, at det er tid at drage videre. Jeg drikker kaffe. Det er tidlig morgen. Hele huset, som består af to familier og en ven, der også bor her, sover. Selv hundene sover. Kun min mand og jeg er vågne. Det er vindstille udenfor. Solen skinner ind gennem vinduet og vækker min hjerne. Lyset om morgenen er lige så nødvendigt som kaffen.
Bilen er halvvejs pakket, og vi kører om tre timer. Så slutter sensommeren i Danmark, og det store projekt Worldschool Village ligger foran os i Tarragona.
Denne gang var Danmark mindre et episk eventyr og meget mere 'adulting'. Nomadelivet har skiftende faser, og nogle gange er der en hel del af det praktiske at ordne. Det store projekt denne gang har været at få startet de to mellembørn op på uddannelser. Der har været et utal af test og samtaler, og det har fyldt en hel masse emotionelt.
To børn, der aldrig har gået i skole, og som har været fuldt unschoolede, som stort set ikke har lavet noget som helst organiseret skolearbejde nogen sinde, men til gengæld smukt vævet et billedtæppe af informationer, viden, talenter, sammenhænge, nuancer, spørgsmåle, metoder og ideer i deres rejse fra små søde hjemme-hippie-unger til powerful unge voksne, rammes de pludselig af systemets firkantethed, og står overfor at blive målt og vejet med målestokke der virker inde i et system de ikke er en del af.
Einstein citeres ofte for at have sagt, at hvis man måler en fisks intelligens ved at se på dens evne til at klatre op i et træ, har man nok ramt ved siden af og ikke forstået, hvad det er, fisken kan. Noget i den stil. For mine to unschoolede mellembørn er noget tilsvarende på spil.
Både formatet som er meget specifikt er ukendt for dem og udsnittet - det som i systemet kaldes kernestoffet.
Formatet er ukendt for dem, så spørgsmålet om at lykkes ikke er et spørgsmål om vidensniveauet men mere præsentationsformer, diskurs. Samtidig er udsnittet, det som kaldes kernestof, for dem ret arbitrært. Det, som er vigtigt, træder inden for skolesystemer frem som om det er det eneste vigtige, og som om beslutningen om, at dette er det vigtige, er objektivt rigtig - så meget, at alt andet forekommer uvæsentligt, underordnet. Fordi alle studerer til testen. lle tænker succes som 12-tallerne til eksamen: både lærere, skolebestyrelse, elever og forældre. Og vi glemmer, at der er en enorm mosaik af ting, vi kan vide noget om, mange måder at vide det på, mange måder at bruge det på, og at det, vi har valgt, at skolerne underviser i, blot er noget af det. Som at klippe et enkelt felt ud af en stor quilt.
Well. Det ved vi, det vidste vi, det gik vi ind i. Og det har været et vildt ridt.
Mange gange, når noget ikke lykkes, er det jo fordi, det ikke er klar til at lykkes. Jeg ved det godt. Når man kæmper for at træffe en beslutning og det simpelthen ikke virker, er det ofte fordi beslutningen ikke er klar til at blive taget. Vil man være praktisk og rationel, kan man blot tænke, at det er fordi man mangler mere information eller processering af den information man allerede har. Er man lidt mere spirituel, kan man tænke, at i det store komplekse net af energier som udgør vores eksistenskosmos, er processerne ikke færdige og at alting ikke er klar til, at denne beslutning kan træffes. Og man må simpelthen vente.
Vores rejse ind i at få to børn i gang med en uddannelse, der forbereder dem til universitetet, har varet mere end to år. Utallige opkald til skoler og studievejledere, utallige samtaler med andre forældre i det rejsende community, og utallige afsøgninger af veje og vildveje i merit-systemer, online uddannelser, eksamensmuligheder i en hel del forskellige lande har været den ene mur efter den anden at løbe panden ind i.
Jeg skal ikke underholde med detaljerne, blot understrege, at der er tale om mange, mange timer, mange, mange samtaler, høje frustrationsniveauer, faser af total opgivenhed og så forfra med løftet pande.
Som med så mange ting i livet blev det et spørgsmål om the good old: intention - attention - no tension. Denne tredeling af strategi, når noget skal lykkes, svigter aldrig. Intentionen sættes, og har i dette tilfælde været sat i rigtig lang tid, og det gør at opmærksomheden er klar: når man ved, hvad det er man vil eller prøver at finde ud af, så er hjernen i gang og kan se mulighederne når de opstår. Og så til sidst: ingen stress, ingen tension. Denne del er sværest, altid. Og jeg har svigtet den mange gange og dermed energetisk formentlig ødelagt meget af processen. Jeg ved det godt.
Well. Denne gang kom løsningen via min voksne datter, som pludselig kom og fortalte, at hun var begyndt på en tilsvarende uddannelse - online. Hun har en uddannelse som forfatter fra en forfatterskole på universitetsniveau, og er i gang med en smuk karriere som kunstner, så vi havde ikke tænkt meget på hende i denne sammenhæng. Nu er hun så begyndt på en universitetsforberedende uddannelse og havde i forbindelse med sin optagelse spurgt ind til sine søskendes muligheder.
Bum.
Pludselig var alle forhindringerne blevet ændret til en simpel optagelsesprøve, en placeringstest, som er fair game. Indtil den dag havde vi i det danske system kun hørt om alle de umuligheder, det medførte ikke at have gået i statens skole og have statens eksamen, hvilket havde affødt alle udforskningerne af internationale muligheder. Ikke at der er noget galt med internationale muligheder, mange af dem er på mange måder bedre end de danske, men da begge børn gerne vil på universitetet i København, er den danske forberedende uddannelse den simpleste vej at gå.
What if it were easy?
Sådan siger vi ofte, når noget forekommer drønbesværligt. Når man først har set sig helt sort på, hvor besværligt noget er, og begynder at få stress, blive ophidset, ked af det, vred, træt, og det hele strammer til, kan det være en virkelig gamechanger at tænke: Hvad hvis det var let? Hvordan ville det her se ud, hvis det var let?
I det her tilfælde blev vejen pludselig let. Det tog noget tid at gå til studievejledningssamtaler og at tage de tre prøver, især fordi en af dem måtte tage dem to gange. Begge børn gjorde det fuldstændig uforberedt med få dages varsel og uden at kende formatet, og begge børn testede ind på det niveau, de ville have været på, hvis de havde været i skolesystemet.
Lad os lige tænke over det et øjeblik.
Og lad mig skrive en rant om det, bare om det. Et andet sted.
Den ene er sytten, den anden er nitten. Det har aldrig gået i skole. Ikke en eneste madpakke, ikke en eneste test, ikke en eneste dag med skoletaske og skema. Aldrig har de siddet og lyttet til noget, de gad eller ikke gad lære, som nogen andre havde bestemt, de skulle. De er aldrig blevet mobbet, de har aldrig haft en gymnastiktime, hvor selv deres krops udfoldelsesformer skulle måles og vejes, de har aldrig forholdt sig til test og karakterer. De har været nomader i mere end halvdelen af den tid, de ellers ville have gået i skole. De har set verden, de har mødt mennesker, de har håndteret en uendelig række af mærkelige, sjove, nye, overraskende, svære, lette, spændende, vilde, komplekse, simple situationer. De taler adskillige sprog. De er worldwise, som vi siger, ikke bare streetwise i en enkelt by, men klar til at finde rundt i livet på næsten enhver præmis. De har læst og tegnet og løbet og vandret og fotograferet og festet og leget og samtaler og tænkt og svømmet og sunget og grinet og spekuleret og elsket og sovet - udfoldet sig i præcis det mig der gav mening for dem i præcis det tempo de har villet og kunnet i de ti år, andre børn er blevet bestemt over hovedparten af deres vågne timer.
Og bagefter har de præcis samme niveau som alle andre. Er der måske en anelse stejl kurve på at få fat i formaterne, så er motivationen til gengæld så utrolig meget større. Det her er noget, de gør, fordi de selv vil, en udfordring, de tager op, fordi de synes, det er sjovt og giver mening. Og så er det pludselig let at fylde det, som skolesystemer nu kalder “huller”, og som de tænker: well, well – det lyder sjovt; det har jeg ikke prøvet før. Lad mig se, hvordan det virker.
Det er konfronterende for en unschoolfamilie at gå i kødet på skolesystemer, også selvom dette system tester dem lige-værdige med dem der har levet inde i det. Det har fyldt rigtig meget af vores energi i vores tid i Danmark denne sensommer. Og det fylder fortsat.
Om to timer kører bilen, og vi skal på roadtrip og bagefter være værter for en månedlang oplevelse for mere end tredive familier. Samtidig skal børnene studere et par timer om dagen, og vi skal tilpasse os denne nye realitet. En realitet med formelle krav og med test. Det bliver en spændende rejse.
Kommentarer