Der er billeder, man ikke tager.
Sankt Kristoffer er skytshelgen for de rejsende. Vi er ikke katolikker, vi har ikke helgener i vores sfære. Det er ikke sådan, vi forstår verden. Der er ikke martyrer, som sidder et sted mellem os og himmerriget og har lidt særstilling i forhold til de højere magter. Eller er der? Hvis der er, er det ikke en del af vores forståelsesramme.
Det, der er, er de historier, der betyder noget. En kultur, der bærer os. Nuancerne er altid flere, end vi kan kapsle. Lagene flere end vi forstår. Dynamikkerne, synergierne. Sandhederne.
Rundet af kultur, vores verden skabt og skabende i de historier og symboler der er omkring os og i den fortid, vi lever i, kan vi ikke andet end lade os bære af narrativet. Sankt Kristoffer skytshelgen for de rejsende taler derfor til os.
På det nationale kunstmuseum for middelalderkunst i Prag var den ene sektion lukket; den med de fleste af de mesterværker, afdelingen for middelalderkunst rummer - og man kan ikke andet end tænke, at det kunne de måske have sagt, da vi købte billetten. Ligesom de på hjemmesiden kunne have rettet datoen for genåbningen, nu hvor den faktisk ikke var genåbnet.
Man kan også mene, at de emsige, næsten stressede kustoder passede deres arbejde på en upassende måde, når de fulgte os i hælene; som stort set eneste gæster på museet udgjorde vi åbenbart en urimelig stressfaktor, og kustoderne stod i mange tilfælde under en meter fra os, mens vi betragtede de kunstværker, vi så havde adgang til. Nogle af dem var rigtig gode.
Og så er vi tilbage ved de billeder, vi ikke tager. Længe betragtede vi maleriet af Sankt Kristoffer, som bærer barnet over floden: alle dæmonerne, der rækker ud efter ham, i alle deres former, og barnet der stråler dér på hans skulder. Vel hjemme opdager jeg mange andre affotograferede malerier: Vasen med den sjældne tulipan, den ulykkelige brud, ikonerne, opstandelsen. Alt sammen taler lige til sjælen, og selvom oplevelsen måske var mere af tjekkisk museumskultur med emsige kustoder og nærmest aggressiv garderobedame, var der dog noget at hente.
Særlig maleriet af Sankt Kristoffer.
Som jeg ikke tog et billede af.
Sankt Kristoffer bærer det rejsende barn over floden; det er Jesus, han bærer, og Jesus bærer alle menneskers synd, så selvom Kristoffer er stærk, er han ved at segne under vægten af dette særlige barn.
Sankt Kristoffer er blevet symbolet på alle rejsendes sikkerhed i verden, og som nomade tænker jeg ofte på dette: at der altid er en løsning, at der altid er nogen, som kan og vil hjælpe, og at man nogle gange har det privilegie at være Sankt Kristoffer for andre.
Solen skinner i Prag, og dagene er åbne og lange. Måske er det ‘bare’ de kulturelle lag, der holder hånden over os, men måske er det snarere en hel kulturs oplevelse af de rejsende, der holder ånden - ikke hånden - stærk. Nogen vil bære dig sikkert i land, forbi dæmoner, sikkert fri af strømmen, tørskoet står du klar til at gå videre.
Måske især hvis du også er villig til at bære noget.
Det er legenderne, historierne og symbolerne, der betyder noget både på et kunstmuseum og i en byvandring.
Jeg tog ikke et billede.
Og sidder nu tilbage med billedet af, at Sankt Kristoffer, der bærer barnet over floden, dels minder mig om Kringsat af Fjender, hvor linjen: *som om vi bar et barn varsomt på armen* træder frem og gør halsen tyk – og dels pusler mig med spørgsmålet om, hvorvidt Jesus kunne have båret alverdens synder uden at nogen bar ham?
Er det mon det spørgsmål, den historie handler om?
Om fællesskab igen?
Kommentarer