Det er svært, ikke at begynde denne historie med en reference til Biblen. “I er Jordens salt, og hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med?” - siger JEsus til sine disciple. I længden bliver man meget syg, hvis man ikke får salt, på kort sigt er alting bare sådan smagløst. Salt gør alting bedre, og salt er livsnødvendigt. At komme med sandheden gør alting bedre - OG det er nødvendigt for livet.
I hvilken form, Jesus er sandheden, bliver en for lang omvej. Lad os bare i det mindste være enige om, at Biblen udgør en kulturel hjørnesten og livsnerve for vores alle sammens globale kulture, og at disse historier under alle omstændigheder bærer noget til os alle.
At være Jordens Salt handler om at turde være den, man er. At stå ved sin sandhed. Jeg skriver denne historie, mens jeg kører gennem det enorme og enorrmt mærkelige USA, hvor billboards reklamerer for advokatfirmaer, medicin og Jesus, hvor afstandene er helt vilde, bilerne kolosalt store, vejene lange og lige.
Og jeg må slippe den bibelske reference, uden at slippe den Jesus der kommer fra mit skandinaviske ophave og handler netop om dette: At livet er båret af at turde at leve det, kende sig selv og sin mission, stå ved den man er, være i sit nærvær.
Den anden begyndelse, jeg havde i hovedet, var spørgsmålet om mental sundhed. Mine foodjournal-notater fra de foregående tre uger i Las Vegas har jeg kaldt: Staying Sane in Sin City, så trådene fletter sig fint sammen.
Kan man holde sig mentalt sund og hvad betyder det overhovedet? Kan man holde sig mentalt sund, mens man udfordrer sig selv til at være den allerbedste version af sig selv, mens man rydder op i dårlige vaner, peger livet fremad, optimerer, fokuserer? Og hvad vil det overhovedet sige? At være mentalt sund?
måske er det præcis det samme som at være Jordens Salt. At være en, der står ved sin sandhed, og frygtløst går den vej, der lyser. Tør vi vågne om morgenen og virkelig mærke efter, tør vi stille os skarpt og stille skarpt på os selv: Konfrontere dæmonerne, se ind i den fremtid vi drømmer om og faktisks ksabe den, mens vi er kærlige og prøver at forstå, klar til at have taget fejl, klar til at gro?
hvis vi tør og gør det, kan det, kan holde til det, bliver vi Jordens Salt. Jeg er i USA og behøver ikke dementere det storslåede i det, vi kan være for hinanden, som dansker skal jeg jo tage Janteloven med i betragtning og huske at sige, jeg ikke tror jeg er bedre end andre, at jeg naturligvis ikke er “noget” eller “nogen” hvilket jeg sådan set heller ikke gør. Alle kan det her. Alle er det. Og gør vi det, kan vi også være den anker for mentalt helbred for hinanden, der ind i mellem kan være brug for, når livet går vildt for sig. Hvilket det gør, når vi stiller os skarpt.
I går kørte vi gennem Nevada-ørkenen, hundredevis af kilometer uden tankstationer, ørken ørken ørken i form af buske og bjerge og sten og tør jord, Joshua-trees, solskin, lange lige veje. I går var vi tæt på Area51 og the extraterestial highway: Aliens og atombomber prægede samtaler og oplevelser, byen Ely var vores frokoststop en vanvittig kontrast til det Las Vegas vi kom fra: Fra penge og underholdnings crazy amerika til bøh-land og fattigdom, mænd med cowboystøvler, langt hår og omvendt kasket, kvinder med ok grimme tatoveringer, cafe der ligner et pakhus, sirup i gallonstørrelse til salg i supermarkedet, enkelte murals og et fald i temperatur på femten grader: ENDELIG kunne man få sin sweater på igen og føle sig som sig selv, hvilken lykke.
Første dag på roadtrip, gav første udgave af VI GIVER ALDRIG OP roadtrip madplan, som involverede et simpelthen dårligt mandolinjern, jeg havde købt til formålet, glutenfrit brød, jeg havde bagt til formålet, sandwichværksted på shotgun sædet og salatproduktion i bagagerummet. Vores diæt er meget restriktiv, og jeg vil dø på den klippe at det er en af de vigtigste ting, vi gør, der gør at vi stadig kan klare det høje tempo. Det kræver sin kvinde at håndtere det med fem forskellige menneskers palet, allergier, preferencer, balancer indenfor grænserne af det mulige.
Videre gennem endnu mere ørken, flere bjerge, formationer, lige veje, mile efter mile nåede vi frem til Bonneville Salt Flats to timer før solnedgang, og havde en oplevelse for life med det sprøde knasende salt under fødderne, mens solen lagsomt sank og ændrede farverne en lille smule ad gangen.
Det er svært at beskrive, hvor vildt det er. Så jeg vil lade fotos tale.
Næste morgen, efter en fin nat på Motel6, der ikke tager ekstra for hunde, og som understøttede aftensandwiches, brusebad, te og søvn, stod vi op i mørket inden solopgang, pakkede bagagerummet og kørte ud for at se solopgangen over samme saltflader. En ny location, nye saltformationer, lysoplevelser da solen brød frem gennem en sky, da solen stod op, da den gemte sig igen, fotoshoot, virkelig tage det ind. Saltet er enormt, og selvom oplevelsen var stor nok i sig selv, var det også overvældende at køre over hundrede kilometer videre gennem saltet, før vi kom ud til selve Salt Lake og Salt Lake City.
Er der en høne og æg forbindelse mellem at turde være råt nærværende i livet, stå ved sin sandhed, stå skarpt som dem vi er og at vedligeholde et stærkt mentalt helbred? Nogle gange føles det som om det første undergraver det sidste, og det er der, vi må holde sammen. Det er der, vi har brug for hinanden, det er der, vi må VÆRE lyset for hinanden, være klar over, at jo mere, vi prøver, jo mere er det tydeligt at det er relationerne der bærer os, kærligheden der er limen. Til gengæld er der så måske ingen grænser for hvor godt livet kan være, hvor mange problemer, vi kan løse, hvor smuk skønheden kan folde sig ud, hvor storslået alle elementer af tilværelsen kan blive.
Saltet i Utha peger på den historie for mig. Når man står det på det knasende og det er i alle retninger, og bjærgene står stærke og jordens drejnign skifter nuancerne, så bliver tingene tydelige.
Vi er stærke nok. Især når vi er sammen.
Kommentarer