Har vi brug for konsekvenser og straf i skolen? Har vi overhovedet brug for skolen?
For tiden kører sagen om Casper, som måtte stroppe rundt i skolegården i frostvejr i stedet for at deltage i gymnastiktimen, fordi han havde glemt sit gymnastiktøj. Skolen forsvarer sig og siger, det er deres politik, Egelund forsvarer metodikken og hilser den velkommen, men avisoverskrifterne er da heldigvis chokerede.
Men hvad er op og ned i det her? Kan man bare slippe for gymnastik, fordi man glemmer gymnastiktøjet? Skal der ikke være nogen konsekvenser? Har skolen ikke lov at indføre nogle regler? Må man ikke have lov at være lidt glemsom? Kan vi alle sammen være her? Og hvordan kan vi samarbejde om det?
Se, vanskeligheden er først og fremmest strukturel. At vælge en anden skole, end den lokale folkeskole eller fravælge skolen helt, er for de fleste mennesker faktisk ikke en mulighed. Ikke sådan indenfor rækkevidde i hvert fald, ikke uden store omprioriteringer. Jeg skal være den aller-første til at mene, man bør foretage sådanne omprioriteringer, hvis de spejler et værdigrundlag, man faktisk rummer – fordi integritet trods alt er vigtigere end det meste. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan se, hvor låst det her system i realiteten er.
Derfor er det store problem med folkeskolen, med glemte gymnastikposer og straf eller ej, at der mangler frivillighed. Det er DET største problem. Hvis skolen var frivillig, kunne man nøjes med at deltage i den, hvis man havde lyst. Og ens forældre havde lyst til at man gjorde det, for så vidt at de fleste forældre jo bestemmer, hvad deres børn skal lave i dagtimerne (mens forældrene laver noget andet). Det ville kun kræve, at fritidshjemmene havde åbent hele dagen. Egentlig ikke så strukturelt svært.
Jeg siger ikke, at dette ville være et GODT system. Men det ville være bedre, da elementet frihed, ville luske sig ind. Og dét savnes i meget høj grad i det eksisterende skolesystem. Både for elever og for lærere. Sågar for lederne.
Det store problem med diskursen rundt om gymnastikposen, er diskursen rundt om konsekvenser. Skal det have konsekvenser at glemme sin gymnastikpose? De voksne antager, at hvis det ikke har konsekvenser, vil børnene gøre det bare for at slippe.
Og Speltmor tænker.... ja. Men ikke, hvis de var i skole, fordi de gerne ville være der. Så ville der være den konsekvens, som ligger helt naturligt i situationen, at man ikke havde sit gymnastiktøj! OG derfor måtte lave gymnatsik i jeans eller undlade at deltage. Der ER jo en konsekvens. Man er faktisk ikke nødt til at opfinde en.
Det er det, der er det store problem med tankegangen bag konsekvensopdragelse på alle planer. Det er nemlig ikke konsekvenser, det handler om. Det er magt. Det handler om den grundlæggende tvang, der er bygget ind i systemet, og de såkaldte ”konsekvenser”, som i realiteten er klokkeklar strafudøvelse, skal bruges til at etablere denne magt. De voksne bestemmer! Gør som der bliver sagt!
Og der går lort i det, når de forældre, som sender deres børn hen i skolen, ikke vil samarbejde omkring denne magt, fordi de er uenige i den, samtidig med at de selv oplever et fravær af frihed. Så bliver forældrenens manglende lyst til at samarbejde i realiteten et oprør mod den tvang, som tvang dem til at vælge mellem EN mulighed. Og deraf følger et endnu større behov fra skolens side for at etablere magten, udøve straffen.
Således forstår jeg godt, at en tilhænger af old school skole som Niels Egelund, hilser disse ”kosekvenser” velkomne. For deres fravær er en trussel mod det system, han holder så inderligt af.
I en bedre verden var der flere muligheder. I en bedre verden vidste flere forældre, at der trods alt ER muligheder. Udenfor skolen. I en bedre verden var der mindre tvang, mindre magt, færre regler. Mere frihed.
Jeg synes, at alt dette også gælder i familielivet, i vores liv med vores børn. Hvis vi synes, vi har brug for at indføre ”konsekvenser”, er det fordi vi ønsker at etablere en magt, som jeg synes, vi voksne skal være virkelig meget på vagt overfor. Der er en enorm grundlæggende magt i selv det at vi er det fuldt udvoksede, vi sætter rammerne, vi er primærpersonerne. Vi kan fucke noget så sindssygt meget op alene på dén konto. Så jeg er derfor meget bevidstgjort om magten som fænomen i forholdet til børnene. Også i hjemmene, også i søskenderelationerne, også blandt venner. Det er centralt, at vi ikke udøver magt overfor hinanden, bare for at udøve magt, bare for at fastholde et system, som ingen eller meget få ønsker.
Og dét, mine damer og herrer, er ikke det samme som at være ligeglad. Det er det samme som at være lige. Og glade.
Spørgsmålet om magt og børns frihed er også behandlet i disse artikler.
Sig nej til teknisk og maskinelt børnesyn
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Oprindeligt publiceret på min gamle blog SpeltMor.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra SpeltMor.dk her
Kommentarer