Solopgang over kanaler og husbåde

Efterårsferien er netop begyndt i Danmark. Vi er så langt fra efterårsferie, uden skoler, uden fast hjem, uden kulturnat og den dybe vejrtrækning, man tager, inden mørket og kulden tager over. Vi spiste græskar i går aftes. Hokkaido fra netto. Før vi kørte fra Danmark mod Paris, havde vi en idé om at vi skulle køre og køre og køre for at nå frem til Holland, og at vi ikke rigtig ville få tid til at købe ind undervejs. Så købte vi lidt ind i Padborg, og i Sittesen i går vågnede vi jo op til en økobutik og økogård lige om hjørnet. Nu er vi i Zwolle i Holland, inde i en by – no problem. Det betyder ikke så meget, vi kan sagtens spise vores blomkål fra Danmark, det betyder mest noget på det mentale plan. Det vigtigste plan.

Se til himlens fugle

Det, vi lærer af denne rejse er at give slip. Der er så meget, som handler om at give slip. Give slip og stole på processen. Hvor har jeg lært det mange gange i mit liv, altså! Og nu lærer vi det så en gang mere.

alt, hvad vi har brug for altid er lige indenfor rækkevidde, at opgaven er at turde stole på det

Jeg elsker, når Jesus siger, at vi skal se til himlens fugle, at de hverken sår eller høster, og alligevel giver deres himmelske fader dem alt, hvad de behøver – skulle vi være mindre værd og ikke få, hvad vi behøver? Jeg tænker naturligvis, at vi heller ikke skulle være mere værd, men det er ikke pointen. Pointen er, at alt, hvad vi har brug for altid er lige indenfor rækkevidde, at opgaven er at turde stole på det. Tør man trække vejret helt nede i maven og stole på livets proces? Stole på, at vi er på rette sted, til rette tid? At alt, hvad vi behøver allerede er her, at alt, hvad vi får brug for er lige om hjørnet og at vi drejer om præcis dét hjørne på præcis det rigtige tidspunkt?

Vores veninde Heidi her fra Zwolle kalder det go with the flow. En stor fortaler for samme proces for tiden kalder det stay in the vortex. Der er mange veje til den samme sandhed. Jeg er konservativ når det kommer til tro, det har jeg lært af min far: Jeg kalder det Jesus, han var nu engang en af de første store fortalere for Sandheden, den største healer verden har set (så vidt jeg kan gennemskue) og på en mere radikal måde end os andre: Guds søn.

At være modig er ikke det samme som at være frygtløs

Anyway. Tør vi det? Det hele. Tør vi læne os ind i tilliden, mærke den dybtfølte taknemmelighed, flyde med strømmen, tage imod, løfte når der skal løftes, slippe når der skal gives slip? Kernen i det her er mod. At være modig er ikke det samme som at være frygtløs. Når man er modig mærker man sandelig frygten – det har jeg skrevet om mange gange før, for eksempel her (Link til min kejsers tårer). At være modig er at vinde over frygten, at gøre det alligevel.

En anden helt central ting, jeg har lært af Jesus samler sig i det lille quote: Frygt ikke, tro kun. Så det hele samler sig her: Frygten, troen, modet. Disse tre spiller sammen, og deres dynamik er afgørende for livets flow, for vores kontakt til Gud og til os selv, for om vi lever er eller zombier derudaf.

Når vi har kastet os ud i denne vilde rejse, bor i en bus og kører ud i ukendte zoner, finder vej gennem alle mulige situationer og udfordringer, er det ikke uden at mærke frygten. Vi var helt oppe under loftet de første dage, da bussen kørte – men vi kørte alligevel. Og våbenet imod denne frygt er altid tro: Tilliden til at Gud er med os, at det flow, vores liv skal og bør være, flyder gennem denne proces, at alt det, vi nu lærer er stjerner på vores himmel, lys i mørket – og måden at møde frygten er altid med tro. Gør vi det, vinder vi hver eneste gang.

Det er et spørgsmål om at være vågen. I hjertet.

‘Og vi lykkes ikke sådan radikalt, sådan tryk på en knap-agtigt. “Nu har vi valgt at tro, så derfor er vi aldrig nervøse, bange eller i tvivl”. Nej, i stedet har vi en plan og en viden. Når frygt og tvivl dukker op, er løsningen tillid, tro og nærvær, at slippe forestillinger og ideer og begynde (igen) at lytte til det, som er, flyde med det, som sker, åbne øjnene og se den fantastiske verden lige foran os og tage imod.

Og alt det, behøver man faktisk ikke flytte ind i en bus for at gøre. Det kan man lige så godt gøre til kulturnat eller i enhver form for hverdag. Det er et spørgsmål om at være vågen. I hjertet.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på CecilieConrad.com - Nu er alle mine danske blogindlæg samlet på CecilieConrad.dk