Livsnødvendigheder og bitte-bitte-små bogstaver.
Det eneste, vi ikke kunne finde ud af, da vi nåede frem til min onkels lejlighed i Le Brusc / Six-fours-les-plagues, var at tænde vandvarmeren. To voksne mennesker i fuld aktivitet gennem længere tid, og det lykkedes ikke. Alle mulige sikringer fik vi tjekket, alle mulige ledninger fulgte vi, knapper drejede vi på - men nix om det lykkedes.
Man kan sagtens leve uden varmt vand. Selvfølgelig kan man det. Og ærlig talt vil jeg hellere være her i Middelhavets forårslys uden varmt vand, end hjemme i det kolde mørke MED varmt vand. Hvis jeg skulle vælge. Men det skal jeg jo ikke, vel? Der er jo for pokker varmt vand med i pakken i sådan en lejliged, og det er ærlig talt en af de moderne goder, som virkelig giver god mening.
Det korte af det lange: Efter mangen en omvej, ankom til sidst en kær Carlos og talte venligt fransk og tændte vandvarmeren. Der VAR ganske rigtigt en knap, vi ikke havde fundet i vores søgen. En afsindigt lille knap, som lidt ligner en fold i plasticet på sikringen. Og ved siden af den knap/rille, sad et virkelig minimalistisk skilt med indikation for slukket - natversion - dagsversion. Jeg mener det. Har man set Artur og minimoyserne, kan man forestille sig, hvor lille dét skilt var. Seriøst. Jeg havde ALDRIG set det, hvis ikke manden havde peget på det tre gange.
Så okay. Nu har vi varmt vand. Og føler os lidt fårede.
Europæiske kaffeoplevelser
Se, jeg er jo inderligt afhængig af espressokaffe. Jeg har ikke tænkt mig nogen sinde at lave om på det faktum; jeg har det GODT med at drikke op mod ti dobbelte espressoer dagligt. Så kaffe er en stor del af min rejseoplevelse på godt og ondt.
I Thailand er det klart på ondt. Kun i Bangkok har jeg fået rigtig kaffe. Ellers er det en af de få ting, de ikke kan finde ud af. Ikke engang nescafé kan de finde ud af. Det er forud-sødet på en meget klam måde, og der er ofte mælkepulver i, så det bliver et eller andet ... lidt ligesom creme brulé fra Nestlé på køl i et supermarked. Blir bare ALDRIG godt.
Men i Europa, er Frankrig et godt sted at drikke kaffe. I min optik (som jo er begrænset af mine erfaringer), er alle steder syd for paris, gode steder at drikke kaffe. Fordi: Enten serverer de bare slet ikke kaffe, eller også har det en helt utrolig dejlig espressomaskine, og laver god kvalitetskaffe. Selv kaffeautomaterne på de mest dødssyge rastepladser er med en sand espressomaskine i, og selv i IKEA i Malaga har jeg fået dejlig kaffe. Man tror det er løgn.
Men - til gengæld er det ganske uforudsigeligt, synes jeg, hvad man lige får, når man bestiller andet end en dobbelt espresso. De har ikke læst videregående barista alle sammen - og gud ske lov for det. Jeg er inderligt modstander af ensretning på alle planer, også dette. Så anyway, jeg tager det som en oplevelse.
I dag har jeg bestilt en cappochino som plejer at have et ok forhold mellem varm mælk og kaffe (efter min smag), men som her var .... en dessert. En lille (og god) dobbelt espresso i en relativt stor kaffekop (i hvert fald i forhold til mængden af kaffe) og så toppet op med en KÆMPE klat creme chantilley (som er flødeskum med vanilje) og chokoladesauce. Ooooookay. Det var dejligt. En lækker dessert. Bagefter bestilte jeg en café au lait, som mange steder er en hel balje varm mælk med stærk kaffe - men desværre lige så mange eller flere steder er en kaffe på størrelse med et æggebæger XL. God, ja. Men stik mig lige otte af den, tak.
Crepes og forbindelser på Crepes des Iles
Vi satte ud i dag og gik langs molen, så på vandmænd og en enkelt tudse i vandet, alle skibene, middelhavets blå blå vand og vidunderligt høje himmel, så på mågerne der hang på vinden og hinanden ikke mindst. Vi gik rundt om havnen og hen på stranden og nød den voldsomme blæst og udsigten til seje surfere på 50+ - imponerende præstationer i den ret kraftige vind. Man forstår godt, det er en sport, man bliver fuldstændig bidt af.
Fjord hyggede rundt i sandet og så på sten og pinde, og løb frem og tilbage. Sjovt nok generede vidnen ham overhovedet ikke. Storm og Jesper soppede, og Liv nød lyset. Og da vi var blevet blæst godt igennem, gik vi tilbage til havnen og satte os på caféen, hvor vi fik ovennævnte kaffeoplevelser.
Caféen som hedder Crepes des iles. Pandekager så store som øer - blev vi enige om at det nok betød. Men i hvert fald et ægte creperie, hvor vi spiste fire - fem pandekager, drak kaffe og vand og opdagede, de havde internet. Storm og Silke spillede, vi fik hentet ipadspil og vi fik delt en bunke billeder på facebook.
Der er mange kritiske røster, der siger mange dårlige ting om Facebook. Om det falske liv, det ekstreme billede vi giver af os selv, for at lade som om, vi har det helt fantastisk altid. Jeg er ikke enig. Jeg er for nylig blevet bruger af Facebook, da vi sidste sommer rejste, og det har i høj grad overrasket mig positivt. Facebook er det eneste 'sted' jeg oplever systematisk positiv kommunikation, en platform, hvor vi deler det vi brænder for, glædes over, elsker og oplever og hvor vi systematisk rækker ud efter de mennesker, vi holder af og ønsker at dele dette værdifulde liv med. I stedet for al den brok, al den angst, al den tryghedssøgen, alle de elendige nyheder om problemer og kampe. For så vidt, synes jeg facebook er ret fantastisk.
Så det var fint. Vi have nogle skønne timer i solen og lyset og i selskab af pandekager, kaffeoplevelser og internettet.
Eftermiddagsidyl på tagterrassen
Tilbage i lejligheden var der stadig lidt sol på tagterrassen, og vi tilbragte et par timer lænet op ad muren med kaffe og vand, og blev lidt solskoldede på næserne. Talte om det gode liv. Legede med børnene. Storm og Silke tegnede og så tegnefilm og fandt ro og hvile. Fjord legede og nød tydeligvis den afslappede stemning. Hans sprog eksploderer i disse dage. Det er ret fascinerende. Han siger ALT muligt. Lige nu kan jeg komme i tanker om, at han i går sagde "Nej tak, siger jeg til dig, far" helt klokkeklart og tydelig, da han ikke ville have skiftet ble. Sådan. Et år og tre måneder.
Pain aux chocolat aux almandes.
Engang sidste år i maj, landede vi i en by ved navn Longveillers, ved ren og skær tilfældighed. En hurtig beslutning om at køre fra motorvejen, lidt køre-køre og dér var vi. En vid-underlig oplevelse at gå gennem den by, hen over en bro, glo ned i en lille å, finde en u-trolig bager og spise kager i græsset, puste sæbebobler og nyde solen. Her fik vi blandt andet pain aux chocolat aux almandes i en så insisterende fantastisk kvalitet, at intet nogen sinde vil kunne komme i nærheden.
Og så alligevel. For her til aften gik fire af os en tur, mens tre blev tilbage. Mest bare fordi vi havde lyst, men også for at lokalisere en ordentlig bager, hvor vi i morgen tidlig kan hente baguettes og croissanter. Det er nemlig for nederen at glemme at spise croissanter, når man kun skal være i Frankrig i ti dage.
Vi fandt den gode bager. Den lille, hyggelige, lidt skæve fine bager, som tydeligt laver deres brød og patisserie selv - og købte to pain aux chocolat og to med almandes. Det lykkedes os ikke at få noget af det med hjem, for ude på molen begyndte solen at gå ned, og det var så smukt at det ville have været et tab, hvis vi IKKE havde nydt bagværket netop der. Sammen. Med hinanden. Og solnedgangen over middelhavet, farveskiftene på himlen og i havet, lyden af rebene, der slår mod masterne og blæsten som renser vores sjæle.
For den rene er alting rent. Så sandt.
Fiskesuppe under stjernerne: En fransk delikatesse
Måske er jeg bare dårlig til at købe ind i Danmark. Måske sidder pengene lidt løsere når jeg rejser. Men jeg TROR bare nogle ting simpelthen ER bedre i Frankrig. For eksempel udvalget af fiskesuppe i et almindeligt lille supermarked i en almindelig lille by. For en net sum, kan jeg få en liter virkelig dejlig fiskesuppe og når jeg dertil rister noget af det baguette, som alligevel lynhurtigt bliver tørt, har man et vidunderligt måltid på tre minutter. Seriøst. Giv mig det i Netto. Eller lad mig stikke af: vis mig vejen til Middelhavet hver eneste vinter, tak.
Jeg nød fiskesuppen i selskab af min gode ven Søren, og Guds klare stjerne som tændtes over vores ydmyge hoveder på terrassen. Storm og Silke og Liv spiste pasta med ost, Jesper fik sig en kyllingesandwich med resterne af den rositerie kylling (som man jo også kan få alle steder, også til en net sum) OG dijonnaise, som er endnu en fransk genialitet, jeg ikke har set i DK. Fjord er i disse dage helt tosset med yoghurt, æblemos med vanilje og havregryn.
Sidstnævnte har jeg taget med fra Danmark, for de er til gengæld svære at finde, synes jeg. Men æblemosen - ja, ja - jeg kan koge den selv. Og jeg kan også købe den for en mindre formue i specialforretningerne (hvis den skal være uden tilsætningsstoffer - den i netto har de hele FIRE konserveringsmidler i), men jeg kan IKKE bare i ethvert supermarked få vaniljesødet æblemos i økologisk kvalitet i små fixe bægre, så der ikke går noget som helst til spilde, fordi man ikke får spist op.
Ja, ja. Jeg ved godt, jeg kan hente fiskesuppe hos Windsor på Peter Bangs vej, og at jeg kan få en rositeriekylling (endda med franske kyllinger) på den anden side af gaden samme sted, OG at jeg da bare kan røre noget sennep i min økologiske mayo fra Rømer - men ærlig talt. Det er et spørgsmål om .... hverdag. OG økonomi, og tilgængelighed. Det forekommer mig simplere her.
Men så igen. Det er nok i virkeligheden bare lyset. I sidste ende handler det bare om Middelhavets lys, som gør alting - ALTING - bedre, lettere, stærkere, klarere.
Færdig arbejde. Sådan er det bare.
Aftenens afslutning: Fuldmåne og stjernestunder
Og så sluttede vi dagen af på taget, med fuldmånen og stjernerne, lyden af frøerne i bjergene, lyden af rebene der slog mod masterne, og hinanden - bare min elskede mand og mig. Hvilken utrolig gave. Blot en sådan time.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Kommentarer