Skagen: På toppen af Danmark - Roadtrip i vores nye flipperbus

Toppen af Danmark – en tur på Grenen

Der er noget euforisk over Toppen af Danmark, noget som minder om Pisa og det skæve tårn, noget fjollet og overvældende. Grenen er jo en vældig turistattraktion i al sin enkelthed. Nord for Råbjerg Mile begynder trafikken at være tæt og reklamerne for vejboder, loppemarkeder og B&B at fortykkes i vejkanten. Men fred med det. Man skal en tur på Grenen, og der skal sættes tid og kræfter af til det. Uanset vejret.

Regnbue og vejside-frokost.

Vi kørte til Grenen trods regn og træthed, og trods det at vi ikke helt ved, hvor vi skal sove. Vi har jo i flipperbussen et køleskab og et lille blus, så de fleste basale behov kan blive dækket i vejsiden. Da vi parkerede lige omkring Spisetid i Danmark, var parkeringspladsen tætpakket og det regnede. Mens vi stegte pølser og kogte kaffe i vores hyggelighed, satte Vorherre en fuld regnbue over klitlandskabet, og idyllen var fuldkommen. Vi spiste salat og avocado og tun, drak vand og vaskede hænder og blev fuldstændig klar til turen til Toppen.

Hvis man ikke har en flipperbus eller en tæt-pakket køletaske, er der både en restaurant og en pølsebod ved parkeringspladsen, så egentlig har man ikke noget problem. Der er dejligt her oppe i lyset i toppen af vores land.

Parkering er i øvrigt gratis efter klokken atten, rigtig smart for os.

Turen op gennem klitterne og helt op til toppen er faktisk okay lang. Især når man har en toårig med, som øver sig i at stå på hovedet, hver gang, han finder noget rigtig blødt sand. Men vejret var slået om, så solen strålede ned over os, og vi fandt hurtigt ud af at parkere sko og hættetrøjer i sandet, så vi ikke skulle slæbe så meget.

Undervisning midt i virkeligheden.

Vi så både planter og fugle, vi ikke kendte, og må hjem og slå op. I sandet tegnede jeg omridset af Danmark, og tegnede bølgeskvulp fra de to have – hvorefter jagten på det rigtige sted, gik i gang. Selvom jeg løber næsten hver morgen, oplever jeg, at mine børn er meget hurtige i sandet, og Storm på otte år kom klart først.

Vi studerede containerskibene i horisonten, så hvor maaaaange der var og talte om alle de lande og enorme havne, man kan nå ind til, når man når ind i Østersøen. Børnene kender Helsingør rigtig godt, da vi har virkelig gode venner der og ofte sidder på stranden og glor på skibene, der sejler forbi. På Kronborg kan man se en fin – virkelig fin – udstilling om Helsingør passets historie, og betydningen af indsejlingen.

Vi fandt masser af strandede vandmænd, som vi køsnbestemte efter farve (lyserød er piger, blå er drenge – de er konservative, de vandmænd), og en enkelt søstjerne, som helt underligt var skyllet op på land helt oppe ved toppen.

Det kaotiske hav

Først og fremmest var vi i bølgen blå. Det kan klart anbefales at glemme alle hæmninger og kuldefornemmelser, og bare hoppe i badedragten og ud i det mystiske hav, hvor to bølger skvulper sammen og forvirrer og forstyrrer og plasker. Det er rigtig, rigtig sjovt – selvfølgelig især, hvis man har en vandhund i familien.

Det klassiske fotografi

Ligesom i Pisa, skal man tage billeder ved grenen. Man skal ud i vandet med opsmøjede bukseben (ikke badetøj) og tage billeder, mens man får våde bukser. Af hinanden. Og de andre. Det er mægtig hyggeligt at tage familiebilleder af de andre turister, og skabe en sådan folkestemning omkring det. Vi var her for ti år siden med et enkelt barn, og får nu sjove billeder med hjem af hele flokken, inklusive hund.

Sandormen: fra skepsis til praktisk transport

Jeg har rigtig meget imod turist-tog. Især de der irriterende små elektrisk drevne tog med klokke, som kører rundt alle steder. Måske undtagen i Pisa – dér så jeg dem ikke. Og umiddelbart, mente jeg også at sandormen var irriterende. Men faktisk er der langt fra parkeringspladsen til toppen, og faktisk var det blevet regnvejr igen, da vi skulle tilbage, og faktisk var børnene ved at være rigtig trætte, og faktisk kostede det kun en tier per barn, og faktisk var det endda en rigtig traktor, som trak sandormen – så nu er vi blevet klogere og er mindre imod turist-tog. De kan have deres berettigelse.

Selv fik jeg lov at løbe som en anden skumfødt Venus (plus ti år og plus fire børn) i vandkanten tilbage til vores bunke med masser af sko og hættetrøjer.

De tyske bunkere i vandkanten

Egentlig kan det godt undre mig, at vi ikke fjerner de simpelthen så grimme betonklodser i det danske landskab. Men der er vel nogen, som har en eller anden god grund til at mene, de er bevaringsværdige. Der er et museum om bunkerne her på grenen, hvor man givetvis kan finde svaret. Vi valgte museet fra, og kørte videre ned til den tilsandede kirke - et klassisk udflugtsmål helt oppe nordpå.

Den tilsandede kirke: solnedgang og historiens vingesus

Det er en rigtig god oplevelse at besøge den tilsandede kirke. Vi kom i solnedgangen, henad halv ti og gik en tur i det bakkede landskab, klatrede lidt rundt i vildnisset og mødte kirken lige som solen gik ned. Kirken er der i realiteten ikke længere, på den måde er det lidt snyd. Den blev lukket, da det viste sig umuligt at holde den fri for flyvende sand, og materialerne blev solgt til andet byggeri. Tårnet står der endnu; det blev bevaret som landkending for skibe - og er nu lidt et ikon. Flot er det. Og turen er fin at gå. Der er noget kiosk noget ved parkeringspladserne, sføli lukket da vi kom så sent. Og en fin lille legeplads, så man kan hænge ud ved bordene, drikke en flaske vand og lege lidt, inden man kører videre.

Med kærlighed

Cecilie Conrad