Tilbage

At vente i kærlighed - med festlige dannebrog

Cecilie Conrad·07/09-2025

Jeg har brug for at skrive hver dag, og ved det. Jeg har brug for at meditere hver dag, og ved det. Jeg har brug for at træne hver dag, og ved det. Og alligevel sker det ikke. Mærkeligt. Mystisk. Måske almindeligt?

I går fik vi Silke hjem fra Vietnam, efter at have klaret en hel måned uden hende. Vi sagde farvel til hende den syvende august i London og hentede hende i København den sjette september. Et barn som aldrig har været væk hjemmefra mere end et døgn, bortset fra at hun ikke bor nogen steder. Altså et barn, som aldrig har været væk fra sine forældre mere end et døgn. Det var vildt for os alle sammen. 

Med vanlig forsinket præcision kørte vi til lufthavnen i sidste øjeblik for at gøre det, som jeg tror er en international tradition: at være der, når flyet lander, for at stå og vente lige der, hvor man går gennem den ensrettede dør ud af det sikrede område til dem, der står og venter. Stå og vente en time måske. Det er ligemeget. 

0349C0E3-9FAC-487D-81F4-F42B78B828F2

Silkes kæreste er britisk og skal gennem en strengere paskontrol uden EU-pas (vi er ikke fans af Brexit), så vi ventede længe. Men det er okay. Det var hyggeligt. En smuk time i kærlighed, kulminerede i kys og kram og tårer på en rigtig fin måde. 

Og vi lærte noget. På vejen til lufthavnen gik det op for os, hvor vigtigt det var at have et flag med. Så vigtigt at nogle af de få minutter, vi havde at give af, kunne undværes til et stop for at købe flag. Man har flag med i lufthavnen, når man henter nogen. Sådan er det.

Der er flag til fødselsdage, flag ved konfirmationer, eksaminer, til jul og nytår, når man bliver gift, når børn bliver født. Flaget fejrer ikke nationen, det har ikke noget med det at gøre. Flaget symboliserer fejringen selv. Jeg tror, det er forskelligt fra de fleste andre lande i verden, at flaget på den måde spiller en central rolle i kommunikationen af, at noget er vigtigt og værd at fejre. 

Så der stod vi. Med vores danske flag og ventede og ventede. Det er en smuk scene i Love Actually, lufthavnsscenen, og det var en smuk scene i Københavns lufthavn: mennesker der elsker hinanden, venter på hinanden, har savnet hinanden, bliver genforenede. I en hel time stod vi der og ventede på at det skulle blive vores tur. Talte om hvordan også denne venten er en del af kærligheden, hvordan det at stå der med øjnene klistret til dørene og se alle mulige mennesker, der IKKE er dem man venter på, komme gennem og række øjne, hjerter og arme ud mod nogen som venter, er smukt, bygger op, er en oplevelse af at være en der elsker. Og samtidig en oplevelse af, at netop dette er det humane, det fælles, det vi er, det vi er her for. 

Fred og kærlighed.

Virkelig.

Det er det, vi har brug for. 

Og ikke så meget andet. 

Rådgivning, samtaler, artikler, og podcast om familieliv og læring

Hej, jeg hedder Cecilie Conrad og jeg er uddannet psykolog, mor til fire, radikal unschooler og fuldtidsrejsende. Jeg har levet med unschooling i over et årti og hjælper andre familier med at finde deres egen vej – uanset om det handler om hjemmeskole, unschooling eller det større spørgsmål om, hvordan man vil leve som familie.

Jeg tilbyder rådgivning, samtaler og foredrag. Jeg kalder mit arbejde grandmothering – ikke coaching i klassisk forstand, men tilstedeværelse, faglighed og konkret hjælp til at navigere i moderskabet og finde hjem til sine egne værdier.

Er jeg den rigtige til at hjælpe dig? Du kan booke en gratis afklarende samtale, så snakkes vi ved og finder ud af det.

Hør mine Podcast

Jeg deler ud af min viden og nysgerrighed om familielivet og læring i mine 3 podcast.

Læs mine seneste artikler

En helhjertet kommentar til robusthedsbegrebet og en oprigtig bekymring for, hvor vi er på vej hen når vi som samfund hylder et stressrespons og kald…Læs mere
En helhjertet kommentar til robusthedsbegrebet og en oprigtig bekymring for, hvor vi er på vej hen, når vi som samfund hylder et stressrespons og kal…Læs mere
Den første morgen efter syv måneder i Mexico og USA vågnede jeg i min van et sted på Montserratbjerget. Ordet “gypsie” dansede gennem min stille hjer…Læs mere
I går var jeg i et supermarked uden grønsager. Target. Indrømmet er det et stort supermarked der sælger mange andre slags ting end mad: Tøj og små-m…Læs mere
Læs om radikal unschooling-filosofien set fra en mors perspektiv, og forstå hvorfor jeg mener at friheden er af vigtigst. Læs mere
Jeg skriver den her tekst i stacato, fordi jeg ikke har rum til andre versioner lige nu. Det er intenst liv der udfolder sig her, og jeg ville ikke u…Læs mere
Walk and talk er lige så perfekt sammen som dahl og ris eller solskin og strand. Det at gå sammen og snakke er fantastisk. Her mine tanker fra vores …Læs mere
Der er ikke meget grund til at oversætte overskriften på nummer 205, for det er bogstavelig talt titlen på mit nye podcast. Som jo ikke hedder noget …Læs mere
Martins familie introducerede os for Wilderness Wood, et smukt projekt tæt på, hvor de bor, hvor hjemmeuddannede børn tager kurser i træarbejde og ke…Læs mere