Så begynder eventyret lidt mere for alvor; vi er kørt fra Marie-Luise og Kenn og har kurs mod Groningen i Holland, hvor vi skal overnatte i Evas hus, som vi har lejet gennem Airbnb.com.
Jesper kører. Fjord sover. Jeg skriver:
Lidt mere for alvor. Hvad har vi lært? At det stadig handler om at give slip, om at turde og om at turde tro. Silke græd i nat og havde mareridt og blev bange for skyggerne, så kom den dårlige samvittighed og jeg greb mig selv i at tænke, at det var min skyld og vi skulle være blevet hjemme. Men man kan også have mareridt hjemme. Og om end jeg skal give slip på kontrollen, vil jeg gerne lytte til, hvornår de har fået for meget, ungerne, hvornår de er overstimulerede og trætte og har brug for ro og nærvær.
Det har været lidt svært hos Marie Luise og Kenn, fordi vi voksne så gerne ville voksen-snakke, og det ved man jo så godt, går ud over ens børn. Hvis de er selvkørende det meste af en dag, så har de bare slet ikke fået nok nærvær. Men nogle gange, er det næsten prisen værd (altså kun næsten). Så vi skal blive bedre til at kombinere voksen-snakke med nærværspauser med de små, Og nu hvor vi ’bare’ skal være os selv de næste uger, bliver det garanteret bedre. Der er en anden ro i det.
Storm spiste fint sin køresygepille i morges. Vi fandt på, at han bare kunne tage den i sin Eye-Q olie, og ned gled den helt uden vanskeligheder. Det er rigtig dejligt, da Storm også har en vis frygt for det ukendte. Så det at han ved, at han i det mindste ikke kan blive køresyg, det hjælper rigtig meget. Og så har vi hørt, der er gode legepladser på rastepladserne i Tyskland. Så der er håb for dagen, om end vi skal køre 500 km. Lige nu (11.30) siger GPS en fire timer. Men det kan jo let være det dobbelte med fire unger i bilen.
Jeg vil strikke lidt nu. Er begyndt på et par røde sokker til Fjord. Og så jeg vil give slip på at ærgre mig over at vi glemte et tørrestativ med to stof-bleer på i Åbenrå. Vi har rigeligt med bleer, og less is more, er en lektie vi gerne vil lære på denne tur.
Ud Af Danmark.
Liv fortæller fra bilen søndag d. 6. maj kl 14.
Så gik turen fra Aabenraa og ud af landet. Vi kørte omkring kvart i elleve efter at have sagt farvel og vi ses til familien Meyhoff, med et løfte om at komme igen. Jeg var ret så træt, men ville dog liiiige holde mig vågen til vi kom ind i Tyskland. Det gik, men derefter gik turen dog snart til drømmeland. Silke, Fjord og jeg sov lidt indtil Fjord vågnede og ville mælkes. Storm trængte også til at strække benene og vi var alle sultne. Vi fandt derfor en rasteplads med masser af parkeringshuse toiletter og sidst, men ikke mindst en række frokostborde. Mor, Storm Silke og Jeg gik en tur på toilettet. Silke ville dog ikke tisse på toilettet da det havde en forkert farve og lignede et pissoir, så hun måtte tisse i græsset. Det måtte imidlertid vente for far kunne simpelthen ikke holde sig. Han stod og hoppede med Fjord på armen. Fjord kom over til Mor og Far tissede først selv og hjalp derefter Silke. Maden blev hentet og alle fik jordbær yoghurt med havregryn og rosiner. Der blev spist i forholdsvis stilhed mens vi meget hurtigt blev enige om at køre sydpå. Rock hvor var der koldt!
Mor gik ind i bilen for at amme med Fjord og de små legede mens Far og Jeg ryddede op og vaskede op. Så forsvandt far for at gå på toilettet. Igen. Imens pakkede jeg bil og spændte Silke fast. så kom chaufføren (farmand) og så kørte vi. Jeg har fundet en ganske behagelig (om end ikke noget rodet) måde at ligge ned på bagsædet ved siden af Silke, Så der bliver både skrevet og spist chips.
Cecilie søndag aften:
Om aftenen kommer angsten og usikkerheden over hvad vi dog har begivet os ud på. 3 måneder ud i det blå. Mon det vil gå. Men angsten, hænger sammen med når børnene virker utrygge, og så det at overskuddet mangler. Og jeg må huske mig selv på at jeg bare skal sove og så bliver det hele bedre. Og jeg må huske på hvorfor vi gør det, for det er jo ikke kun for sjov. Det er også for at blive rask - for mit vedkommende - og for at lære ungerne at man kan være tryg og glad, blot man er sammen med sin familie; at verden er stor og bedårende, og at man kan klare alt muligt man ikke anede man kunne.
Vi giver ikke op! er allerede et familie-saying. Det skal blive virkelighed, det skal ind under huden. Om end mit hjerte bløder, når Storm bare vil hjem. Rock det er hårdt. Jeg håber, han finder en balance i at føle sig hjemme hvor vi nu end er.
Og nu må jeg sove. Snart kommer Jesper og pigerne op for at sove og vækker mig. Men sådan er det. Er vanvittigt træt.
Jesper slutter dagen af:
Storm, Fjord, Silke og Cecilie sover som smukke snorkende engle. Og Liv og jeg hygger med en copmuter hver og ser lidt film. Cecilie havde brug for at falde i søvn, helt udmattet var hun. Silke sov jo i bilen, så hende og Liv hyggede sig til sent. Nogle gange kan man være en fantastisk grinebider, når man er 3 et halvt år. Vi sover på 1. salen, hvor vi deler værelse med to fugle som Eva har, dem vil jeg prøve at få et billede af i morgen. Eva har advardet os mod, at fuglene vågner og larmer ret tidligt på dagen. Så nu må vi se om Storm eller fuglene vågner først. Mit bud er Storm, i morges var han oppe halv seks. Suk hvor jeg dog nogen gange synes det er uretfærdigt, at man sådan har fået et ultra A-menneske som søn (alle andre i familien er jo meget tilfredse b-mennesker. Glæder mig helt til han bliver teenager.)
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra det site her
Kommentarer