Vi vil fred her til lands

Glædelig Sankt Hans

Midsommerfesten

Jeg elsker sankt hans lige så meget som jeg hader jul. Og det er meget. Jeg elsker bålene, de sene solnedgange, som begynder at være lysende smukke på en helt særlig måde der i slutningen af juni, jeg elsker bøgebladene, frodigheden, det skarpe danske sommerlys, blomsterne der strutter og myldrer op ad jorden, græsset der gror, så man må slå det, hver eneste gang solen skinner, fuglene, især solsorten hen under aften. Jeg elsker tordenvejret, den pludselige og voldsomme regn, bulder og brag - og at drøne iskold rundt i badetøj i haven og te sig totalt fjollet sammen med min mand og alle ungerne, mens min hund der er bange for vand står indenfor ser på. 

Ord der lyser

Thomas og Liv leger med lommelygte og langtidsekponering

Vi synger, nynner, fjoller og traller Midsommervisen i ti dage op til og lige så længe efter sankt hans. Hvor skønt med en fest, der har sin egen sang - bare en enkelt, som næsten alle kender og som rummer sætningen: Vi vil fred her til lands .... den kan vindes hvor hjerterne aldrig er tvivlende kolde. Hele Danmark står og synger om sandhed, kærlighed og fred; og om at turde tro (bilder jeg mig glad ind).

For hvor sandt er det dog, at tvivlen gør os kolde; den lammer os og holder os fast inde i vores hoveder i mærkelige analyser og praktisk stilstand. At turde tro er en svær og central opgave i dette liv. Jesus siger igen og igen at vi skal tro, ikke frygte.  Og hvor dyrebar er freden dog ikke; den indre og den ydre, freden i at have truffet sin beslutning og bare bevæge sig praktisk videre i livet. Lommefilosofi? Yes! Men helt ærlig: Hvis en af dine små sedler i dine indre lykkekager siger: Frygt ikke, tro kun og en anden siger: Freden i dit indre er guldet i din skat (agtigt, bedre bud er velkomne) og en tredje: Tvivlen er en fjende - så er du sgu godt på vej til at give den som bager-orakel, og på vej ud af en sti, der gør din verden lysere, større, lykkeligere.

Nå - nok om det. Det er ikke filosofitimen, det her.

Bålene i Andalusien

I går aftes var det så sankt hans aften , og vi satte ud for at finde et bål, en strand og en solnedgang. I Andalusien tænder man - ifølge turistguiden - også bål på strandene Sankt Hans aften, af en eller anden anden parallel grund - men fred med det: Vi kunne jo nok nynne Midsommervisen, nyde bålet og solnedgangen og få vores midsommerfest. 

Vi kender en strand, som er stille og folkelig lige udenfor Torremolinos, og der kørte vi hen. Det er ikke let at finde en fredelig og lokal strand på Solkysten, men faktisk var det lykkedes her; nok var der strand-restauranter og parkeringspladser og standbrusere - så der er ikke tale om fri natur på nogen måde - men det var lokale folk, der var på stranden, spansk fritid. Et tydeligt tegn var, at ingen på restauranten kunne tale engelsk. Vi havde en vidunderlig aften dér en af de første dage, Thomas var kommet, hvor vi badede og gik tur, så solnedgang og fly der lettede, tog en masse billeder og spiste friturestegt seafood. 

Men man kan ikke bade i den samme flod to gange - en anden lille bid af (lykkekage)filosofien. 

At se på mennesker

Mistanken begyndte at brede sig, da der var bilkø ned til parkeringspladsen. Vi tog det med selvtillid og højt humør, 7 mennesker i vild varme i en enorm bil - som jo altså ikke kan komme ind på de højdebegrænsede parkeringspladser, man bruger alle steder både her i Spanien og også i Frankrig. Vores bil er 2.30 med tagboks, og højdebegrænsede parkeringspladser ligger mellem 1.90 og 2.20. Anyway, betyder ikke noget - for vi VED der altid er en parkeringsplads til os, lige dér hvor vi skal være og vi kører altid rundt med tillid til at vi kan finde den.

Og Oh hvilken køretur; tak tak tak for dén: Langs denne ydmyge og folkelige strandpromenade på solkysten bevægede en enorm folkemængde sig i alle retninger: Ind og ud af biler, op ad vandet og ned igen, ind på tavernaer, ud mellem hinanden; de gik og de sang og de hujede - de fleste var unge og smukke, mange havde røde t-shirts m ordet Espania på maven og flag i hænderne: Der var fodbold, landskamp mod frøgnaskerne. 

Vi så på mennesker, vi kunne have siddet der i bilen og gloet på mennesker i timevis, hvis ikke det var fordi de to yngste børn ikke havde helt så meget fornøjelse af det, og hvis ikke det var fordi bilen jo altså skulle køres laaaaaangsomt i bilkøen ned langs promenaden. Vi vendte om ved den første rundkørsel og tog turen tilbage igen. Mindeværdigt.

Søg og du skal finde

Og så lykkedes det os, i mørke og næsten blinde at finde en endnu mere ydmyg strand, endnu mere folkelig og lokal. Vejen derned var så hullet og bumpet, at Jesper måtte køre 6 (SEKS) kilometer i timen for at det kunne fungere. Men tak Jesus, sikke nogle oplevelser, der ventede os. Det var helt fantastisk. Stranden var fuld af mennesker, telte, parasoller, kæmpe store grill (go home weber), køletasker i tusindvis, tubberware med salater og fisk, colaer og øl, hvidt brød, børn i badetøj, tv-skærme med fodbold, truthorn, flag og mænd der troede at ingen kunne se det, hvis de tissede i havet (sjovt fænomen).

Og solen gik ned, det var som det jo oftest er ufatteligt smukt; dagen var diset og lyset var blødt og lækkert; Storm og Silke hoppede i vandkanten og byggede med sand og var lækre og skønne. Thomas tog nogle vidunderlige billeder og min vidunderlige (vand)mand, hoppede i vandet og kom op igen som en maskulin version af Venus; nyfødt af folkestemning, middelhav og aftenlys. Fjord sov i Mei-Taien, og jeg gik en lille tur med ham, mens de andre trak op til cafeén for at købe lidt is og calamari og se lidt fodbold. Vi var faktisk ret sultne, og det var nogle rigtig godt simple calamari som vi nød, mens vi nød bålet på båd-grillen, fodboldstemningen og synet af alle disse vidunderlige mennesker og hinandens fredelige og kærlige selskab. Hvor heldig er man egentlig lige?

Da vi gik, vandt Spanien. Tror måske de scorede to mål lige til sidst og så vandt. Der var i hvert fald tre rigtig store brøl fra stranden, og mens proppede bilen med børn og tasker, var der fyrværkeri og folkefest i horisonten.

Tak for i dag; hold da op for en utrolig sankt hans aften.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Hverdagsbilleder fra Andalusien

Her er en bunke billeder af alt det, vi laver, når vi ikke render rundt og leger turister og oplever folkestemninger; når vi 'bare' er os selv:

Storm hænger ud ved poolen

En smuk aftenhimmel

Et dejligt frokostbord med tid til samtale

Skønne lege-pige

Hyggelig tid på nettet

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk - Nu er alle mine danske artikler samlet på CecilieConrad.dk