I Skandinavien, hvor vi har lange forfærdelige mørke vintre og korte brændende somre, er sommersolhverv en meget, meget speciel tid på året.
Jeg husker, da vi boede her, hvordan jeg plejede at elske denne tid på året: alt det grønne, lyset, blomsterne, energien. Over årene kom jeg til at kalde det Sommerpsykose fordi, for at være ærlig, går alle lidt amok om sommeren, folk har brug for solen så meget - de går ud og bliver oppe hele natten. Senere, i trediverne og fyrrerne, indså jeg at jeg led af Season Affective Disorder (også kaldet vinterdepressioner) - Måske er det derfor at jeg elsker sommertiden så meget, fordi i maj, når lyset kommer tilbage, kommer jeg også tilbage fra et dybt mørke. Jeg lærte også at livet ikke nødvendigvis er bedre om sommeren.
Jeg mistede min bedstemor et år i juni. Og lige før vi flyttede ud af Danmark, bogstaveligt talt en uge før vi flyttede ud af huset og begyndte overgangen til vores nomadeliv, mistede vi et familiemedlem vi aldrig fik chancen for at lære at kende. På sommersolhvervsdagen mistede min kusine sit første barn under fødslen; lille Elna fik aldrig mulighed for at trække vejret, lukke sin hånd om vores pegefingre, eller muligheden for at smile til vores ansigter. Vi holdt hende tæt i et par dage, men vi mærkede aldrig hendes hjerteslag; vi smilte aldrig til hendes tæer, der bevægede sig frit.
Jeg elsker stadig sommersolhverv. Det er magisk.
En af grundene til at vi valgte at blive nomader var min vinterdepression. Når det blev sommersolhverv begyndte jeg allerede at bekymre mig for den kommende vinter. På den korteste nat, hvor jeg vidste at rytmen vendte, vidste at mørket var på vej, og det ville ødelægge alt for mig.
Nu har jeg været væk fra vinteren i fem år. Fem sammenhængende år uden vinterdepression. Nuancerne er stadig dybere; livet går videre og vi lærer, livet sker stadig og vi vokser, lærer at leve med de ting der sker. Jeg bevæger mig videre uden min bedstemor, uden lille Elna, som ville have været fem i går, og uden min mor, som døde i vores første nomadeår; jeg bevæger mig fremad og igennem det hele, og livets sødme virker sødere, netop fordi jeg kender den anden side.
Der er ingen garanti og ingen reel håb om nogensinde at forstå. Jeg ved at livet kan være hårdt på grund af ting der kan gå galt og fordi jeg kan bliver ramrt af mærket. Da jeg var yngre, følte jeg behov for at alt skulle være i orden for at jeg kunne føle lykke, men efterhånden som jeg bliver klogere, ved jeg, at jeg kan nyde nuet selv i de hårdeste kontekster, og jeg ved også, at jeg stoler på Gud, jeg stoler på processen, og jeg kender min del i det hele: At være til stede og klar.
For mig er sommersolhverv en kraftkilde, en diamant, et komplekst symbol på alt, der betyder noget, og hvordan.
Glædelig sommersolhverv.
Lys og kærlighed
Cecilie Conrad
Tak fordi du læser med
Jeg vil elske at høre fra dig. Lytte til dine tanker og refleksioner - eller ros :) Det er ofte følelsesladet at dele vores liv på denne måde, og vi bliver meget glade, når vi får feedback fra jer der læser med. Så du er meget velkommen til at dele en kommentar nedenfor 😋
Kommentarer