Der er en særlig stemning omkring hver eneste af verdens store turistattraktioner. Hver sin stemning, hvert sit sted. Det er en skøn ting at besøge dem, altid lidt gedemarked, altid lidt sjovt.
Og skørt.
Vores strategi med disse steder er at bare tage derhen, happy-go-lucky, uden at bestille plads og tid, uden planer, uden de store armbevægelser. Og som det tidligere er sagt, så er hver 100 meter vi flytter os et eventyr. Med fire børn fra Choisi le Roi, hvor min (fars) fætter Christian bor, til centrum af Paris-Paris. En fornøjelse.
Vi hang ud ved tårnet i fem timer fra vi stod af toget, til vi begav os tilbage. Vi mødte en gadegøglende klovn, plukkede og fotograferede roser, lavede fotoshoot ved tårnet, lyttede til funky musik under den bro, som er lige overfor tårnet, og som jeg lige nu ikke kan huske, hvad hedder.
Vi studerede gadesælgere fra Gahna, det ekstremt høje sikkerhedsniveau med gendarmeri og militær I gaderne (altid meget skræmmende med maskinpistoler under tre meter fra ens børn), spiste rigtig mange crepes og sad og nød solen over vandet.
Vi skulle ikke op I tårnet. Det er stress. Lang kø, tusind mennesker, elevatorer, lommetyve (angiveligt, har ikke mødt nogen selv, men dagen efter strejkede personalet I tårnet, som protest mod lommetyvene). Vi havde allerede købt et souvenir-eiffeltårn til børnene dagen før, da vi var ved Notre Dame, så vi smilede pænt til alle gadesælgerne, og købte blot en virkelig meget kitchet lommebog til Liv og så de ovennævnte pandekager.
Det kan anbefales at besøge tårnet. Det kan anbefales at gå langs Seinen. Det kan anbefales at investere alle pengene i pandekager, gerne med nutella og bananer. Og det kan I allerhøjeste grad anbefales at være totalt ligeglad med, hvordan man ser ud, og hvor beskidt man bliver og bare flyde rundt på kajen og lave det vigtige "ingenting" i timevis.
Vi kørte tilbage med toget sammen med gadesælgerne. Det var sjovt. Der var os og dem og ingen andre i kupeen. Nøjagtig de samme som vi havde set ved tårnet hele eftermiddagen. Vi kunne smile lidt til hinanden, for vi havde været indenfor den samme radius af 200 meter fra tårnet i mange timer sammen.
Tårnet er stort. Det er flot. Det er et ikon. Det er helt sikkert en dag I solen værd.
BTW – på vej til tårnet, I toget, mødte vi en mand, som talte 15 sprog (herunder en anelse dansk), og han havde lært sig dem, fordi han var interesseret I mennesker og synes, han lytter bedre til deres historier, når han gør sig umage for at forstå dem på deres eget sprog.
Dét er godt nok fantastisk.
Han lærte os også, hvordan man fodrer spurve ved Notre Dame, så nu må vi tilbage og fodre de glinsende smukke fugle.
Man køber de små kager, der hedder Madeleine (som min britiske tante), og smuldrer lidt I håndfladerne, som man derefter holder højt over sit hovede, når man har sat sig et sted I nærheden af nogle spurve. Ved Notre Dame er de tamme nok.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Oprindeligt publiceret på CecilieConrad.com - Nu er alle mine danske blogindlæg samlet på CecilieConrad.dk
Kommentarer