Bellano ved Como, en bar og en stemnings-lomme, man ikke havde regnet med. Road Trip 2014
Nogle gange, når man rejser, lander man i et lille lomme af noget særligt. Det er altid uventet, altid på vej til noget andet, altid noget som fuldstændig vælter en, selvom det rammer to meter ved siden af. Det er poetisk og overraskende, klassisk og mærkeligt, vidunderligt og skørt – alt sammen på én og samme gang. Disse oplevelser ætser sig ind i vores hjerner, bliver en del af vores personlige og særlige og ofte endda fælles historie; det bliver det vi fortæller – mere end kirkerne og bjergene og strandene, sidder vi igen og igen og fortæller om disse særlige steder, situationer, oplevelser.
Sådan var baren i byen med den lukkede kløft, og sådan var vandreturen fra Supermarkedet Imperal, over Gravedona og tilbage til Minibussen. Her kommer historien om baren i Bellano – i næste indlæg en helt anden historie om en gamechanger på en vandretur.
Baren ligger på hjørnet. Lige ved en gammel kirke, en parkeringsplads, nogle klassisk italienske små hemmelige gyder og en trappe op til vandrestierne og porten ind til grotten. Grotten, der var lukket på grund af ombygning (af stistystemet). Trappen som førte op til en anden kirke, seriøst 100 meter fra den første, blot højere oppe.
Det er en klassisk bar, set udefra. Med gule eller orange plasticmøbler ud til gaden, markiser og et stort rødt barskilt, is-skilt på væggen lige ved døren, og en fancy bar i mørkt træ og noget blankt, masser af flasker og hylder og espressomaskine og spejl bag baren. Og en ung smuk kvinde, der serverede. Det var tydeligt hendes bar. I første øjekast var det lidt som at træde ind i filmen Amelie fra Montmartre.
Altså bortset fra, at det allerførste blik var på de to kasser, der stod udenfor med fire kæle-skilpadder: To sumpskilpadder så store som kagetallerkener og to landskilpadder, der var markant mindre. Hver gang dem smukke Bella (kan vi jo kalde hende) havde en pause, satte hun sig lige dér og tog en skilpadde op og sludrede lidt med den. Med stor entusiasme og kærlighed. Uden at virke mærkelig på nogen måde. Det var det mærkeligste ved det.
Vi bestilte to café – har efterhånden hacket kaffekoderne her i området og fundet en kaffemæssig balance. Bella tager ikke Visa, så jeg rodede mit syltetøjsglas med Euro frem og betalte. Mens vi sludrede om mine fire bambini på mit totalt gebrokne italienske. Jeg bemærkede bakken med fem færdige cafe (som er lidt ligesom en cafe-long eller en americano, blot med mindre vand). Da hun havde serveret vores kaffe, smuttede hun lige med bakken og først ti minutter senere, var hun tilbage med tomme kaffekopper. Min hjerne eksploderer af historier om, hvor hun var og hvem, der drak kaffe, hvad de talte om og især hvad der skal til for at man kan få en sådan special delivery.
Toilettet (som jo egentlig var grunden til at vi lige skulle på bar hele flokken) havde snor til alarm, ligesom på hospitaler og den absolut til dato mærkeligste vandhane EVER. Noget med at bøje og dreje samtidig og SÅ virker sensoren … Mystisk. Men mere mystisk var alarmsystemet, især fordi jeg ikke kunne finde lyset og måtte lave en lille iphone-lygte-løsning. Hvorfor?
Mens vi nød vores kaffe, nød vi også oplevelsen af ældre mænd, der spiller kort og sludrer venskabeligt og temperamentsfuldt. Og andre mænd, der læser avis. Og en enkelt, der alene ved sit bord studerer en kompliceret kabale med to, måske tre dæk kort involveret. Det var lunt.
Udenfor ved skilpadderne, blev vi inviteret til at dele bord med en kvinde i halvfjerserne. Hun mindede mig så meget om min mormors veninden Gizella, at jeg blev helt vemodig. Gucci-solbriller fra tresserne: Enorme og smukke omkransede hendes smukt malede øjne og understøttede tresserlooket både i det bobbede hår, tørklædet og halskæderne, ja – endda håndtasken. Det var som at se noget, der var plukket ud fra en film med Elvis Himself. Utroligt. Vi talte lidt italiensk sammen – hahaha – og klappede skilpadder og undredes, indtil Bella vendte tilbage med de tomme kaffekopper, smilende og glad.
Da vi havde konstateret at kløften var lukket, bestilte vi mere kaffe og studerede baren igen. Spejlet var klassisk og gav mulighed for en meta-selfie (altid sjovt), og på hylden stod en stor lyserød bamse. Af en tissemand. Yes. Intet mindre. Over baren et maleri af Bella med godt med kavalergang, og på den anden side et billede af en godt trænet og gennemtatoveret mand. Ellers var der ikke meget porno over baren; den uskyldige tissemands-skulptur med seks forskellige versioner af en pop-art-agtig tissemand henlod os til mere undren, men ikke mere end en egentlig kærlighed til det her helt specielle sted. Hvor det enorme fladskærmsTV var slukket – gudskelov og hvor vi drak espresso til sidst, fordi det jo egentlig ER godt. Hvor vi købte is og klappede skilpadder og havde den helt særlige oplevelse, man sjældent har. Eller ofte har. Faktisk måske ofte har, hvis man er lidt vågen.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Kommentarer