Temaet for vores oplevelser ved Glarisegg Community ved Bodensee i Schweitz er vand. Vand i de fleste former. Vands mange betydninger. For mig er en af dem litterær, for mig er en stor del af rumklangen i mit livs oplevelser, tekster jeg har studeret, elsket, gentaget, dykket ned i. Dette digt af Henrik Nordbrandt, dannede metaforisk lydkulisse til mine tanker og oplevelser på slottet ved søbredden.
Vand er vand.
Men disse bjerge kommer først til deres ret
set gennem et glas fuldt af det vand
der faldt på dem i løbet af vinteren
og siden er blevet opbevaret
omsorgsfuldt i cisterner
for at blive dukket
en hed sommeraften som denne.
Jeg som intet tror
ved, at dette vand er helligt.
Den som drikker det
ser sig selv fra bjergene
det har døbt.
Bodensee
For det første er der jo søen. Den er enorm. Alt er jo selvfølgelig enormt, hvis man ser på det med en dansk målestok, og Bodensee er jo langt fra den største sø i Europa. Så i virkeligheden er det ikke det enorme ved den, som er specielt - om end, det er temmelig overvældende for en person som kender Damhussøen rimelig godt, og ellers altid kører til havet. Men det mest særlige er nok det, at den ligger henover en landegrænse; at man kan sejle fra Schweitz til Tyskland og tilbage igen med færge-bus, helt hyggeligt og simpelt. Altså turist-simpelt nok mest af alt. Men hyggeligt også. Søen er smuk, den er stor, den er omkranset af skråninger med skov, og græsmarker og majsmarker og småbyer med havne. Et land på hver side. Stor skønhed. Schweizisk overskud. Men kan godt mærke, man er i et land, som ikke lider nød. Eller i hvert fald et sted med godt med ressourcer. Og turister, forstås.
Når himmel og hav mødes - ro i sjælen
Glarisegg ligger helt ned til søen og har sin egen private strand. Hvor cool er det lige? Fællesskabet er fint, inspirerende, åndeligt, permakulturelt, musikalsk og imødekommende. Vores ven var lige flyttet ind, så vi trådte varsomt, da ingen helt kendte detaljerne. Midt på gårdspladsen mellem bygningerne står en fontæne med kildevand, og buddah på toppen. Det er et samlingssted, og tiltrækker naturligt mennesker, liv, tanker, samtaler. Vandet er blevet testet og ikke godkendt til drikkevand. Men nu er vi jo ikke så bange, og vandet var skønt. Livgivende, rent, skønt. Og kom fra en kilde i bjerget.
Og så er der jo skyerne, som former sig af fugten fra skovene. Henover morgenkaffen studerede vi dagligt disse utrolige vejrfænomener, som så kedeligt, næsten dræbende, er blevet terpet i krøllede skolebøger i femte klasse. Hvilket mirakel! Hvilken skønhed. Hvilken omfattende oplevelse at sidde der på sin campingskammel, med bare tæer i Birkenstok (og være helt almindelig blandt andre almindelige flippere) og nyde den sorte kaffe og udsigten til fugten som stiger og langsomt danner skyer, der driver opad over den himmel, der rummer os alle.
Børnene fik et meterologi-fix af den fede slags. Hvor jeg dog elsker unschooling, disse teachable moments, hvor det, der er vigtigt at vide; det der gør vi griber verden med forståelse, anerkendelse, respekt og kærlighed, blot opleves og samtales ind i en dyb forståelse. Skønt! Og altid med spørgsmål, jeg ikke kan svare på, så også læreinden her bliver klogere, når hun går hjem og slår det op. De fik meterologifix hver dag, ligesom jeg fik kaffe hver dag. Om end, jeg fik markant mere kaffe, end de fik snakket om skyer. Og vand.
Selfølgelig er regnen også en del af vandoplevelsen. Det regnede meget den første nat. Tunge vilde dråber på bussens tag og på teltdugen. Da vi vågnede, klarede det op. Næsten som om der var en sammenhæng. Næste nat begyndte stjerneklar, sindssygt smuk. Først var der et utroligt fyrværkeri på den anden side af søen, og dernæst stjernerne. Mælkevejen trådte tydeligt frem, og stjernen prikkede hul i den mørke himmel på deres blinkende og diamantagtige måde. Man benoves. Forundres. Bøjer sig. Fuldkomment ligeglad med myggestik og kulde står man bare der og glor. Vel vidende, at man dybest set ikke fatter en skid. Ikke andet end, hvad der gælder: Disse sekunder, disse oplevelser under solen, disse timer tilbragt sammen med mennesker, man elsker, eller dem, som inspirerer.
At give sig tid til stjernerne
Mættede af stjerner fik vi lov at opleve torden inde i bussen. Og min bror og ældste datter oplevede torden inde i en gammel urd (en slags kæmpetelt), som var så lidt vandtæt, at de i løbet af natten oplevede avanceret kinesisk vandtortur. Lynene var lange, og buldret omfattende, og da vi vågnede var alt vådt. Madrasser og dyner fra dem, som havde sovet udenfor bussen, kondensen indenfor var omsiggribende, alle gispede efter ilt og i det våde græs sad vi stille og nød den klare morgen, skyerne som steg op fra skoven på den anden side af søen, og det utrolige under at regnen stoppede samtidig med at vi vågnede. Formiddagen blev smuk og klar, solen dukkede frem og vi hoppede i trampoliner, klippede negle, tegnede og spiste, gik tur i skoven og så på køerne, uploadede billeder og spiste lidt igen. Talte med Finn og hans børn, legede med flyve-legetøj og snurretoppe.
Trampoliner er bare skønne
Så var der jo også vasketøjet, og badene, men regnen kom til at fylde mest. Til sidst overgav vi os til verjudsigten og kørte mod bedre vejr. Ved Comosøen. Efter en skøn oplevelse i Schweitz. Hvor der også var køer og får, mennesker og musik, en by med en havn, fantastisk chokolade, utrolige kager (både utrolig fantastiske og overraskende kedelige), bindingsværkhuse i avancerede mønstre, bakker og heste, og mægtig fint. Ordentligt. Pænt. Levende. Og i øvrigt rigtig mange myg. Æv, hvor vi fik mange myggestik, trods myggespray og fodbade og the works. Men vi tager det med. Det hele. Med fornøjelse. Og vi kan kun anbefale at man køber sig et kursus eller noget på Glarisegg slot. Musikworkshoppen KlangWerk så virkelig sej ud. Men nok for nu. Vi er landet et helt andet sted ved noget helt andet vand (Comosøen) i et helt andet land, og alt det andet, må man nøjes med at se på billederne. Alle sammen taget af min bror Thomas Felumb. I øvrigt.
Se flere billeder herunder!
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Galleri fra dagene hos Schloss Glarisegg
En af Europas lækreste økolandsbyer
Tid til ro og til at tegne
Natten ved Bodensee
Og samme sted blot om dagen
Silke, den perfekte storesøster
Roen, hornene, styrken.
Vi elsker kontakten til dyr.
Om at finde ro i skoens stille nærvær
Åhh - vand og sol i september
Tid til at lege sammen
Tid til at spise sammen - dele historier og nærvær
Vores frihed: En velpakket Fiat Ducato - Stoppet til bristepunktet
Silkes tegning - Thomas som dame :)
En af de ting vi gør mest - går ture sammen
Historier deles
Silke tester en af de hjemmebyggede instrumenter
Kommentarer