Offlineprojektet folder sig ud. Selvom jeg bruger computere og telefon rigtig lidt, har jeg, siden vi ankom til Prag haft et baggrundstema i min tilværelse, som handler om at bruge teknologien endnu mindre. Ikke al teknologien (vildt overhovedet at prøve at definere, hvad det ville dække over) , blot denne internetrelaterede computerteknologi.
Jeg købte en lommestørrelse notesbog i et supermarked den dag, vi ankom til Prag, og har været utrolig glad for at skrive i den i stedet for at række ud efter telefonen, og den har også ændret hele min journalvane og hjælper mig stille og roligt med at udrede trådene. Jeg er begyndt at transportere min telefon nede i tasken. Bare super meget mere bevidst om at være uden og udenfor disse tre: Min laptop, min tablet og min telefon. Samtidig bliver det klart, hvad disse maskiner *kan* og hvornår de spiller en sund og opløftende rolle.
En af de ting, computerteknologi faktisk støtter, er skrivepocessen. At skrive en en høj form for tænkning, og når jeg skriver lange reflekterende og fortællende tekster, er jeg ikke i gang med kuglepen og notesbog, dertil fungerer tastaturet, editeringstools og broadcasting på blog helt fantastisk, og er en gamechanger. Jeg husker, da jeg lærte at skrive på skrivemaskine i skolen tilbage før muren faldt. Et virkelig kedeligt kursus i et kælderlokale på en privatskole på Frederiksberg, moderne maskiner med rettebånd og hele udfordringen at skrive asdfjklæ indtil den sad der, og så udvidelserne et eller to bogstaver ad gangen, taste taste taste for at lære kroppen, hvordan fingrene skulle bevæge sig: Kopiere tekster - bare se bogstavet og så flyver fingeren, uden forudgående tanke. Et dække bygget til tastaturet på maskinen, så tasterne blev anonyme, og der ikke var mulighed for snyd. Lysstofrør i loftet.
Måske det ultimativt kedeligste valgfag, man kan forestille sig.
Måske den mest brugbare ting, jeg har lært i en skolesammenhæng.
I dag sidder jeg og ser ud gennem vinduet på træerne der bevæger sig i vinden og småfuglenes er lander og letter, de langsomme bevægelser i skyerne og linjen af lys ved horisonten, mens jeg skriver for at tænke, skriver for at dele, skriver fordi skrive er en stor del hav hvad jeg er blevet til.
I forgårs fandt jeg en printservice, der kan hjælpe mig med at få mine elektronisk opbyggede tekster og notater ud, så de bliver noget, jeg kan holde i hånden. I går besluttede jeg at læse langt mere i fysiske bøger (jeg har læst en masse på kindle og tablet), og i dag har jeg flyttet min journalingproces fra en online platform, der teknisk fungerer rigtig fint til apples eget “pages” og slået wifi fra på min laptop.
I sidste uge slog jeg Grammarly fra på mine onlinedokumenter, fordi den løbende stave- og grammatikkontrol distraherer den tænkende og kreative proces, det er at skrive, og jeg glæder mig nu over at kunne udfolde tankens kraft uafhængigt af distraherende elementer.
Hele tiden må man justere, hele tiden tænke, hele tiden holde balancen. For mig at se, har Jesus ret i at “bred er den vej der fører til fortabelsen, og smal er den sti “ vi ønsker at betræde. Egentlig er der ikke noget problem i dét. Den brede og den smalle sti oplever jeg personligt mere som en meget spids tagryg. Jeg kommer til at tænke på Gaudis bodega, der ligger ud til vandet, syd for Sitges i Katalonien, et meget smukt hus, med et meget højt og spidst tag: Tilværelsens balance er at gå på den tagryg, løftet op af noget, vi ikke forstår og i en balance der kræver et vist momentum og en del tillid, og det man kan kalde den “brede vej” er egentlig den afgrund der åbner sig, hvis man ikke blot skrider ned ad tagets sider, men faktisk falder hele vejen og mister evnen til at kravle op igen.
Teknologien folder sig ud hele tiden og alt det algoritme og AI og alle de økonomiske interesser og superstimuli gør det tiltagende nødvendigt at tænke og justere. Fint nok. Jeg kan godt lide at tænke, og jeg kan godt lide at genopfinde tilværelsen både i stort og småt.
Analog versus digital opmærksomheden stiller mange ting skarpt. Som sagt, også når teknologien faktisk er helt genial. Min yngste datter og jeg griner ofte af mit forhold til min iPad, fordi det simpelthen er så boomer-agtigt at være glad for sin iPad.
Jeg er glad for den, fordi jeg kan læse pdf’er og tage noter. Det frisættende ved pdf’erne; det at jeg kan downloade en tekst på nogle få minutter, efter at have brugt ganske kort tid på at rekvirere dem sender mig tilbage til studietiden på kanten af det nye årtusinde, hvor man stadig skulle på bibliotekerne og nogle gange helt til mikrofilmteknologien, ofte “bare” bestille kopier af artikler i tidsskrifter fra unvierstiteter i andre lande og vente ugevis på at modtage brune kuverter med materialet, inden man kunne komme videre. Hold nu op, hvor mange timer, der gik med dét. Jeg er vild med min iPad, fordi jeg kan downloade en pdf på ingen tid og være i gang med at læse den med det samme. Det kan jeg også på en laptop; forskellen er at med tablet modellen har jeg en pen, og kan understrege og notere, fuldstændig som i en fysisk kopi. For min hjerne, der er opvokset i firsere og halvfemsere, er det simpelthen en del af mit fokus at sidde med en highlighter når jeg læser. I tyve år har det været en stigende konflikt mellem interesser at vælge mellem det praktiske i at læse på en skærm, det bæredygtige i ikke at printe alting ud og det umulige for mig i at forstå ting, jeg ikke kan skrive i. Skrive med en pen vel at mærke. Den skal ligge i hånden.
Dette er en meget lang og meget fortællende tekst om, hvordan verden kan se ud for et tænkende, læsende, nomadisk menneske der fylder 51 år i morgen. Gad vide om nogen som helst læser med så langt her? Well. Det er underordnet.
At skrive er en meget høj form for tænkning, nogle gange en anelse langtrukkent. Vi er ved at være noget til historierne fra Prag, det lokale, rejsefortællingen. Lad mig se:
Offlineprojektet, at være analog folder sig altså smukt ud. Nærværet vokser. Roen breder sig. Indsigterne, øjeblikkene. Her kommer så det spirituelle lag.
Jeg has tabt tråden, somehow, føler mig ikke videre i forbindelse med min sjæls niveau for tiden, ikke godt nok. Læser ikke rigtig tegnene, er lidt overvældet, leder efter den kontakt, der altid er der, men som jeg glemmer at tappe bevidst ind i. At se ud ad vinduet om morgenen genskaber det, at skrive med min blå kuglepen forankrer. Tuner hjernen, jeg er tilbage.
Sandhederne kommer drivende tilbage som tømmer der skyller op på stranden, de ting, jeg allerede ved dukker op og stråler. Mottoet: Intention, attention, no tension stillede sig stærkt foran mig i går. Her er historien.
En dejlig dag i vores Prag-tilværelse, tog jeg på hip kunstcafé med de to mellembørn, der tager formel uddannelse online nu, for at koncentrere mig om at hjælpe dem med at komme i mål med nogle opgaver. En fin udstilling om knuste hjerter i porcelain, som lænede sig ind i den japanske kunstart at sætte en knust porcelainsting sammen så den bliver endnu smukkere af reparationen og en virkelig dejlig kaffe dannede rammen om et par timer i fint fokus. Men det slog mig lidt ud, at min iPad, da jeg tog den op af min rygsæk, ikke længere blev fulgt af pennen, som er halvdelen af dens teknologiske fordel for mig. Rodede rundt i tasken og kunne konstatere at pennen ikke var der, brugte en time da jeg kom hjem: Ingen apple-pen. Siden har der været to point udlovet til den, der finder mors applepen, vi har skilt sengene ad, og sofaen, vi har ledt i symaskinens æske og i køleskabet - og samtidig giver det ingen mening. Pennen sidder fast og oplades på selve computeren, og sidder der med en ikke ret stærk magnet - så jeg er klar over det, når jeg flytter på maskineriet, at der er risiko for at jeg taber denne, teknologiens ene halvdel.
Derfor var det lige så svært for mig at rumme, at jeg havde fejlet denne præcision og opmærksomhed, som det var irriterende at jeg ikke kunne bruge systemet. Ledte og ledte. I dagevis. En lørdag besluttede jeg at købe en ny mandag morgen, hvis ikke pennen var fundet.
Jeg kan godt arbejde med manifestationer, energier, vibrationer, intentioner - og man kan faktisk sige, at dette er historien om, hvordan jeg truede Universet til at lade mig finde pennen. Samtidig lever jeg efter princippet om at bruge hvad jeg har (look for what you need in what you have, lyder sloganet) og lå derfor lørdag aften og så virkelig nørdede videoer om at bygge en applepenerstatning selv af gamle kuglepenne, ledningsstumper, vatpinde, køkkensvampe og sølvpapir.
Man skal jo ikke give op.
Jeg byggede en søndag morgen. Af en strikkepind, en køkkensvamp, noget washitape, og et strikketool til at sætte for enden af strikkepinde under transport. Den virkede og jeg tog af sted til fødselsdag hos en karikaturtegner i et uudforsket kvarter i Prag, lige dér hvor Tv-tårnet står og troner. Gik gennem en episk gangtunnel gennem bjerget op i den højereliggende del af byen, og deltog i festlighederne hos de unge mennesker (manden fyldte 42, svaret på alting), og der var samtale, kunstnere og akademikere, mennesker fra mange lande, sprog, små børn, balloner, pizza. Meget hyggeligt.
Der sad jeg så med min notesbog og smilede, og lånte min kuglepen til min datter, der strikkede og skulle sætte streger, og rodede rundt i tasken efter en kuglepen mere, da jeg ville notere noget. Et mærkeligt sted i foret fandt jeg en pen, og law and behold, min fjällräven taske som jeg har gået med i to år, har en indre lomme, bag en anden indre lomme, hvor den forsvundne applepen havde gemt sig i langt over en uge. Væk men ikke væk.
En mentor, vi har, siger “Intention, attention, no tension” og taler hermed om et ifølge hende unvierselt manifesationsprincip: At det hele spiller perfekt sammen, hvis man kan vide hvad man vil (intention), kan huske at gøre, hvad man kan og lægge mærke til hvornår man kan det (attention) og ikke er for attached to outcome, ikke har for travlt med at “lykkes”, stoler lidt på processen, tager det roligt (no tension).
Jeg siger, jeg truede universet til at give mig min apple pen tilbage ved at sætte en tidsfrist på mandag morgen, og jeg siger at jeg fjernede den sidste rest af tension, da jeg droppede det igen og byggede en Ole Opfinder version og løste problemet. Med min strikekpind ville jeg have kunnet strege under i kapitlet om Kant, som jeg skulle læse til filosofitimen mandag eftermiddag: Det, som var egentlig akut vigtigt for mig.
Vi forlod fødselsdagsfesten, da antallet af ballon-knald ramte grænsen for vores fintfølende nervesystemer, og køkken-tjans-tiden nærmede sig med hastige skridt, men også i tide til at opleve Žižkov TV-tårnet, der er bygget under kommunismen, mellem 1985 og 1992, og senere dekoreret og kommenteret af David Cerny hvis uhyggelige ansigtsløse babyer kravler op og ned af tårnet. Man kan se selvsamme babyer på tæt hold i en park i centrum, og eftersom vi gjorde det ved en tidligere lejlighed, stod det lysende klart for os, hvilke skulpturer vi så på , nu i ny kontekst. Tårnet er futuristisk, overvældende og vældig interessant arkitektonisk, og symboliserer naturligvis for tjekkerne censureret propagandistisk mediestrøm. I dag er der minigolf og restaurant lige under tårnet, kunstgalleri og cafe i de kasseformede etager og man kan købe billet til at se udsigten fra toppen. For vores smag var det absolut rigeligt at blot opleve det.
Turen fra Prag 8 hvor vi bor til Žižkov hvor festen og tårnet var, tog os forbi bygningen der støttes af kvindefiguren og gennem en meget lang fodgængertunnel op til den højereliggende bydel uden at forcere selve klippesiden, forbi en variation af den klassiske “mand til hest” og forbi både moderne arkitektur og klassiske perler. Det tog en time til fods, hvor vi fik talt sammen, set på blomstrende kirsebærtræer, taget billeder og trukket vejret i et tætpakket liv. Hjemturen via Tv-tårnet gav os oplevelsen af de historiske linjer og samtale om, hvorvidt mediestrømmen i dag er propagandafri og dermed relevansen af Cernys babyer, en stærk (og ubehagelig) oplevelse af princippet “flyt dig fra negativ energi” da vi måtte skifte retning pludseligt og sætte tempoet op, da en tydeligt forstyrret mand kom ud fra en bar, smadrede et stort glasølkrus i asfalten, tømte et mere, smadrede også dette mens han råbte og så begyndte at se sig om efter nogen at lukke vreden ud på. Vi tog en tram og skiftede ved en hovedbanegård i centrum, hvor en gruppe unge mænd fik mig til at tænke på munke, fordi deres store løse sorte tøj og hætterne slået op i den pludselige kulde der skar gennem marv og ben mindede om forestillingen om middelalderkutten. Stod af på Palmovka, vores lokale metrostation og fik et glimt ind i en “second hand shop” som til forveksling lignede en horder-kollektion, så uendelig smukt lys gennem de nyudsprungne træer og reflekteret på de modernistiske bygningers glasfacader lige ved monumentet for de først e100km tram-linie i Prag, mens vi frysende i forårskulden mindede os selv og hinanden om det gode gamle princip om at beholde uldundertrøjen på i alle måneder der indeholder bogstavet R. En lille idé om at skrive om apple-pennen, der lod sig true til at dukke op og Tv-tårnet, der overvældede både i budskab og æstetik, er blevet til mere end fire normalsiders stream of consciousness om både min verden, princippet om offlinelivet, det med at både være stærk i intentionen og give slip i energien, og alle de indtryk byvandringer, eventyr, udforskning kan give. Hvis nogen overhovedet læser med så langt her, så pip. Helt ærligt. Pip. Det ville virkelig overraske (og glæde) mig.
Kommentarer