Kan man være tro mod sig selv, og tro mod sandheden - og samtidig skrive om en grim, klam forstad? Hotellet vi sov på var så ulækkert at min bror valgte at sove i bilen!
Portugalete: En by med to ansigter
Jeg har valgt at jeg ikke vil være negativ i mit liv; mit fokus er på det skønne, på kærligheden og nærværet, på det hjertelige, det sjove, det utrolige, på substans og kvalitet. Derfor er det meget svært for mig at skrive om Portugalete, som er en by langs floden, der går fra Biscayen ind til Bilbao. Hele vejen langs denne flod ligger der byer, som i realiteten er vokset sammen med Bilbao og blevet forstæder. Og der bygges i sagens natur skibe, så der er vældige kraner og enorme havne, også med færger, der sejler alle mulige steder hen - eller i hvert fald til England og ud til øvrige øer i Atlanten.
Ud i det blå, er tilfældighedens veje, og parkeringspladser er fixpunkterne på lokal-kortet
Vi landede i Portugalete, fordi der var festival i byen før (= ingen parkeringspladser), og fordi vi ville se Guggenheim i Bilbao. Undertegnedes overtræthed stoppede os, inden Bilbao - hvor vi egentlig også regnede med at det ville være for dyrt at bo nær det verdensberømte museum. Jesper skrev 'nærmeste strand' i GPSen og vi havnede på en havn med en kæmpe festival, og landede backstage til en koncert med 'Love of Lesbians' - faktisk ret dejlig blød kærlighedsmusik på Spansk. Herfra blev vi eskorteret ud af venligt spansk politi, som var helt med på at vi bare var faret vild. Og efter en del cirkler på de meget stejle gader i storbyen omkring os, fandt vi en parkeringsplads ved vandet. Ofte har det været parkeringspladsen der viste vej til overnatningen, når vi bare er på farten. Og også denne gang.
Jesper spurgte på gaden, og en dame anbefalede os at tjekke pensionatet lige ved siden af hotellet ud, da det var billigere. Vi kunne faktisk heller ikke lige se hotellet, og vi var så trætte, efter halvanden times rundtur omkring festival og i stejle mærkelige gader, at vi var lidt ligeglade - skulle bare have et sted at sætte taskerne og sove. Pensionatet havde internet, et stort behov i vores familie, og vi tjekkede at det fungerede på værelserne. Og tjekkede ind.
Pensionatet på havnen, på godt og ondt
Det gode, der er at sige er: Udsigten var fantastitsk, over denne flod og al dens lys og dens pramme og både og liv. Vi kunne se en lille plads og promenaden og vandet. Huset var gammelt, og charmerende i stilen; alting var lidt skævt og slidt, men havde lækre farver, gode valg - de havde god stil, sådan set. Thomas havde et værelse med to senge, vi havde et med tre, så jeg sov den første nat i Thomas værelse, Thomas sov slet ikke - af andre grunde. Jesper og ungerne fik sovet fint, og vi fik spillet og hentet film og jeg fik lagt lidt tekst op på bloggen. Okay for dét.
Og NU siger jeg det så: Mand, der var klamt. Alt var fugtigt og i stykker, alle flader var klistrede og nassede (undtagen sengene, som var helt rene og gode nok), der lugtede af mug og bar og røg indelukket (til trods for den manglende rude i et af vinduerne); der var gamle chipsposer og brugte servietter i skabet. Og så vidste man bare, med usvigelig sikkerhed, at der var mangen et kryb som boede fast i huset. Men det VAR jo sådan set også en døgnåben bar, som havde værelser ovenpå.
Heldigvis har jeg (mens jeg havde cancer) lært at sove på kommando, hvis det virkelig gælder. Så kan jeg sige: "KROP SOV!" og så sover jeg nogle timer, hvis det er akut.
I løbet af de to døgn, vi var i Portugalete, fandt vi også ud af, at det var et virkelig skummelt kvarter, vi boede i. Der var flere overvågningskameraer udenfor på pladsen, og der blev drukket mange drinks rund omkring, der var mange joints, mange små barer, billige kiosker.
Vi spiste klam instant mad på værelset (fik lov at låne en meget beskidt mikroovn - jeg brugte 8 vådservietter, før jeg åbnede den). fordi vi var for trætte til at finde en restaurent, og næste morgen brugte vi meget krudt på at se om vi kunne sejle hjem over England, da vi bare var virkelig trætte af at køre bil. Så gik vi en tur, som jeg vil fortælle om særskilt. Og om eftermiddagen besøgte vi Guggenheim, også særskilt indlæg.
En beslutning taget, så hurtigt som man kan træde på en kakerlak - midt om natten
Nat nummer to var også sen, efter Guggenheimbesøget, og vi hentede pizza med hjem til pensionatet. Thomas var blevet flyttet til et andet værelse, nærmest helt nede i baren, og skulle lige smide tasken, inden han kom op og spiste fælles mad. Tre minutter senere kom han op, MED alle sine tasker, og erklærede at han ville sove i bilen hvis han overhovedet skulle sove. På de tre minutter havde han nået at konstatere at antallet af kakelakker på værelset klart oversteg antallet af af krummer på bunden af bilen, smaske en af dem grundigt med hælen af sin sko, pakke ALLE sine ting og smække døren. Imponerende handlekraft, må man sige.
Samsovning for viderekommende
Vi sov alle seks i tre senge; jeg sov det meste af natten som en reje sammen med Fjord i fodenden af en seng, hvor Silke lå i hovedenden. OG havde erklæret, at jeg under ingen omstændigheder ville tage nogen hensyn til nogens søvn, når jeg vågnede. Så ville jeg bare UD. Og væk fra Portugalete. Hvad der sådan set også er et indlæg for sig - idet vi måtte passere den samme bro tre gange, håndtere en punktering OG hjælpe min efterhånden retså trætte bror (to døgn uden søvn kan tage pippet fra de fleste), men det kan man læse om i et trejde særskilt indlæg.
Så hvad kan vi lære?
Det positive fokus gør, at jeg lægger Portugalete fra mig med kærlighed og glæde. Jeg vil aldrig tilbage dertil, men oplevede andre ting end det nævnte, som var det hele værd.
1. Jeg så Guggenheim en smuk eftermiddag, synkront med min overlevelsesfest
2. Jeg passerede en utrolig bro, som lignede Eiffeltårnet - sammen med min bror og min ældste datter (og vistnok også Fjord, det vil jeg tro)
3. Jeg kørte på rullenede fortorve flere gange, og det er altså sjovt
4. Jeg fandt en genbrugsbutik, som kunne levere flere sæt rent tøj til undertegnede, en hættetrøje til Liv og et sæt tøj til Silke for en så billig penge, at det knapt kan betale sig at vaske det.
5. Jeg grinede og grinede og grinede sammen med min virkelig sjove bror, som jeg desværre måtte sige farvel til for denne gang.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Kommentarer