For første gang i mit liv, rammer jeg en mur af ægte stress. Problemer med at sove. Problemer med at huske. Problemer med humøret. Det er for meget.
For første gang i mit liv går det ikke bare væk. Jeg kan ikke rigtig se. Jeg er i tvivl om mange ting. Jeg bliver ked af det. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der er anderledes nu, måske ikke noget, måske er det forbigående.
Men jeg KAN sige, at det er en forløsende lettelse fyldt af kærlighed at have en samtale med min voksne datter, som havde en voldsom stressreaktion for to år siden, og mærke, hvor klog hun er. Mærke at hun kan rådgive mig. Mærke at hun har ret. Mækre at vi er sammen i livet. Mærke kærligheden.
Skrev jeg også om kærlighed i går? Er der noget som helst, der er vigtigere, vil der nogen sinde komme andet i centrum?
Muligvis. Muligvis, men så vil det være perifært.
Kærligheden ER det der bærer os, løfter os når vi ikke kan mere selv, griber os når vi falder og falder og der ingen bund synes at være. Måske er det kærlighed, der fjerner bunden, så vi aldrig rigtig rammer noget? Jeg ved det ikke.
Vi så fuldmåneformørkelsen fra badebroen ved Trylleskoven. Der er meget smukt i Køge Bugt. Når vejret er stille, er vandet blødt og blankt, og ligesom alle andre steder i verden, er solnedgangen en proces af uendelig skønhed.
Alle børnene, også begge svigerbørn og to af børnenes venner, var med. De to dregne der elsker mine døtre har det til fælles, at de ikke er bange for mig. Kort efter det her foto blev taget, sad de og grinede hjerteligt af mig. Ikke med mig. De er skønne og vidunderlige begge to, og jeg elsker at have dem i mine døtres liv. Også dét er en sang om kærlighed.
På bådebroen plimsede min mand rundt og snakkede lidt med alle, begejstret og bange for ikke at se fænomenet, glad og entusiastisk. Gentagne undersøgelser på internettet af tidspunkt og retning, og en virkelig morsom oplæsning fra en dårlig, men meget læst dansk avis, hvor der stod, at hvis man gik udenfor på det rigtige tidspunkt og kiggede i den rigtige retning, så ville der være en chance for, at man kunne opleve måneformørkelsen.
Sikke et stort stykke journalistisk arbejde og sikke brugbare råd den avis alligevel kunne aflevere!
Well. Pludselig var den der. Langsomt, langsomt, tydeligere. Langsomt, langsomt blev vi koldere; hurtigt, hurtigt blev vi mere sultne. Vandrede ud ad broen for at se fænomenet uden genskin fra sandet, ind igen, fordi hundene panikkede, og så var den der – ringen, lyset, der vendte tilbage, stille, fint, mere og mere, til en hel kant begyndte at lyse.
I mellemtiden havde vi haft rigelig tid til at få grineflip når hjernen prøvede at holde alle de bevægelige dele i en måneformørkelses fysik i hovedet: Som en forlystelsespark med en overstimuleret maskine der drejer dig rundt og rundt i noget som tilter til en eller andne retning og samtidig svinger rundt og rundt med noget andet inde i noget tredje, og man bare kaster op mere end man har det sjovt - ja, således prøvede vi helhjertet at den ene var jorden og den anden solen, og vi drejede og løb, og prøvede at være skygge og fattede mindre og mindre, til vi til sidst lo så vi ikke længere kunne tale.
Mens vi vandrede tilbage gennem skoven til bilen og kørte langs vandet tilbage til huset, gik månen gennem ALLE sine faser (eller er det kun den ene halvdel?) på under en time. Fantastisk at se.
Og jeg sidder tilbage dagen efter med min stress. Er tørstig. Er træt. Tænker på, om mine tekster er værd at læse. Tænker på, om der skal være en parallel blog med de her daglige tanker. Tænker på at det måske er for tidligt i processen at lægge planer for dét.
Tænker på unschooling, vores uddannelsesvalg, som ikke er lineært, og som udfordrer koncepterne for, hvad det vil sige at forstå, at gro, at tage noget ind: Hvordan det at IKKE forstå et fænomen også er at være i det og med det, at lære om det.
Den selvsamme ældste datter sagde, mens vi sad på hug i sandet og så på den sfæriske røde akvarel på himlen: Måske er det slet ikke meningen at man skal forstå det med månen. Det er ikke pointen med månen at man forstår den. Månen hører til et andet plan, en anden virkelighed; den skal og vil noget andet end at vi forstår kosmologien?
Poesien. Fællesskabet. Sandet, der er koldt. Lyden af bølgerne. Tiden der er til deling og derfor vokser. Latteren.
Kærligheden. Kærligheden igen.
Kommentarer